Hvorfor bliver mobiltelefoner dyrere? Vi forklarer

Hvordan kan de allerede meget dyre mobiltelefoner år efter år blive ved med at stige i pris? Dette er der flere grunde til - læs med og få forklaringen her.

Hvorfor bliver mobiltelefoner dyrere? Vi forklarer

Mindst én gang om året lancerer hver af de store smartphoneproducenter en ny flagskibs-mobiltelefon. Toppen af poppen af hvad de kan præsentere. Og for hver ny model stiger prisen, som nu let kommer over 10.000 kroner for en topmodel. Er producenterne grådige eller hvorfor bliver mobiltelefoner dyrere og dyrere? Det er der flere grunde til.

Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner

Mobilerne kan meget mere

Inden vi kigger på nutidens og fremtidens mobiltelefoner, så er det vigtigt at vi kigger tilbage. Og vi skal faktisk ikke mere end fem år tilbage, hvor en topmodel ikke kostede mere end 5.000 kroner. I dag ser det noget anderledes ud, og hvad der før blev betragtet topmodel, prismæssigt, er nu “premium” mellemklasse. Nutidens topmodeller koster nemlig meget mere og stopper faktisk først ved ekstreme 19.000 kroner.

Og det er selvfølgelig voldsomt at tænke på, at man let skal slippe 8.000, 10.000 eller mere for en af de bedste topmodeller på markedet, men der er også sket utroligt meget siden 2015. I dag er de hurtigste mobiltelefoner nærmest på niveau med bærbare computere, og kan endda i nogle tilfælde fungerer som en. Vores mobiltelefoner kan generelt meget og vi bruger dem samtidig meget mere og i længere tid. Der er derfor enorme krav til holdbarhed, ydelse og software.

De billigere mobiltelefoner bliver kraftigere og bedre, og forskellen mellem disse og de dyre flagskibe er i dag mindre end nogensinde. Der er alligevel forskelle og åbenlyse grunde til, at topmodeller er meget dyrere. Herunder kigger vi på nogle af de ting, som gør mobiltelefoner bliver dyrere – og måske fremtiden falder igen.

Se også: De bedste mobiltelefoner lige nu

Formel 1-(mo)biler

Hvad har Formel 1-biler med mobiltelefoner af gøre, tænker du? Ikke voldsomt meget, men alligevel lidt. I Formel 1 finder man det vildeste og nyeste inden for motor, aerodynamik, software osv. Der testet løs i bilerne med ny ultramoderne teknologi, hvoraf noget af det med tiden ender i de normale personbiler på gaden. Det er dyrt for bilproducenterne, men det er også lærerigt. Lidt det samme sker hos smartphoneproducenterne.

De store smartphoneproducenter bruger ekstreme summer på udviklingen af ny teknologi til mobiltelefonerne, som i første omgang vil være at finde i nyeste topmodeller. Med tiden ser vi samme teknologi dukke op i de billigere mobiltelefoner, mens nyeste topmodeller opgraderes på ny. En gigant som Samsung meddeler, at de i år bruger rekordhøje 8,9 milliarder dollars på ren R&D (Research & Development), altså udvikling. Og når der brugs så mange penge på udvikling, så bliver teknologien i topmodellerne også mere kostbar.

Se også: De hurtigste mobiltelefoner på markedet

5G er kommet til

Der har været snak om 5G i lang tiden efterhånden, og nu er det her endelig – også i Danmark! Men 5G er ikke gratis, hverken for teleselskaber, netværksproducenter, smartphoneproducenter og flere andre. Faktisk er det enormt dyrt, men vil med tiden også kunne skabe en stor indtjening. For mobilproducenterne kræves der masser af udvikling, og  så skal de nye 5G-modem have plads i den allerede trange mobiltelefons indre.

Skal man have 5G i en mobiltelefon, så kræver det nemlig en 5G-modem og antenner hertil. Og ikke nok med det, så er 5G hårdere ved batteriet, hvilket der ofte bliver kompenseret for med større batterier. Hvilket også er en af grundene til, at mobiltelefoner bliver større og tungere.

Det er dyrt at få plads til 5G og større batterier i mobilerne, og så koster 5G-modem og dertilhørende hardware også. Det er med til at gøre mobiltelefoner dyrere.

Se også: Mobiltelefoner med 5G

Flere og bedre kameraer

Et af de områder hvor der bruges flest ressourcer, er i smartphonens kamera. Det er vigtigt for forbrugerne med et godt kamera i mobiltelefonen, hvorfor producenterne bruger ekstreme ressourcer på at have det bedste mobilkamera – samt et udseende som afspejler dette. Bare læg mærke til hvor meget kameraet fylder på bagsiden af mobiltelefonen, som langt hen ad vejen er for syns skyld.

Der er de seneste år også kommet flere kamerasensorer og linser til i mobiltelefonerne. Med ultra vidvinkel, telefotolinse med masser af zoom, makrokamera, dybdekamera, 3D-sensor, monokrom-kamera og flere andre, så kommer hermed også flere funktioner samt et langt mere fleksibel og brugbart kamera. Hertil er kvaliteten generelt også blevet voldsomt forbedret.

Forbedringerne kommer fra både hardware og software. Dyre kamerasensorer, bedre og hurtigere chipsets, effektiv efterbehandling og meget mere gør, at kameraerne har store udgifter for smartphoneproducenterne. Og hertil kan man tilføje, at de bedre kamerasensorer bliver større, hvilket der skal findes plads til i mobiltelefonerne.

Læs også: De bedste kamera-telefoner

Priser på råmaterialer stiger

Det er måske ikke det mest interessante at læse om, men det er også en af grundene til at priserne på mobiltelefoner stiger: Råmaterialer. Kobber, aluminium, plastik, jern, sølv, guld og mange flere råmaterialer bliver brugt i smartphones. Endda mere sjældne materialer som neodym og cerium bruges også i mobiltelefoner, til foreksempel højtelere og mikrofoner.

Og da priserne på disse råmaterialer stiger, så afspejles dette også i priserne på mobiltelefonerne.

Køb billigere mobiltelefoner

Lige nu er 5G dyrt for smartphoneproducenterne. Det samme skete da 4G blev en realitet. Efterhånden som producenterne mestrer teknologien, så bliver den også billigere at producere, og dette kan lede til billigere mobiltelefoner – medmindre noget andet dukker op undervejs. Det samme gælder fx foldbar mobiltelefoner.

Man kan vælge helt at undgå de dyrere mobiltelefoner og købe budget- og mellemklassemobiler i stedet. Her er mange gode modeller at vælge mellem, men man skal samtidig vide, at man går på kompromis på flere områder. Her er det primært ydelse, kamera og skærm, som der bliver sparet på i de billigere telefoner. Vi anbefaler at du overvejer hvad der er vigtigt for dig i en mobiltelefon, hvorefter du kan finde passende mobiltelefoner i vores “Mere Mobil Til Dine Behov”-værktøj. Her kan du for eksempel vælge kamera og batterittid som det vigtigste i din mobiltelefon, og du vil få vist modeller som score højt i vores bedømmelse i disse kategorier, samt priser på dem.