Test af Google Pixel 7 Pro – den bedste Android?
Googles Pixel-telefoner er nogle af de mest spændende tilføjelser til udvalget af smartphones, som danskerne kan vælge mellem – men er de overhovedet et godt valg? I denne omgang skal vi tage et kig på topmodellen Pixel 7 Pro, der er det bedste Google kan præstere inden for mobiltelefoni.
Kan Google Pixel 7 Pro anbefales? Er den den bedste mobiltelefon lige nu? Velkommen til vores test af Pixel 7 Pro.
Google Pixel 7 Pro – bedømmelse
- Design og materiale: 9/10
- Brugervenlighed: 9/10
- Batterilevetid: 8/10
- Skærm: 10/10
- Kamera: 10/10
- Hastighed i brugerflade: 10/10
- Datahastighed: 10/10
- Spiloplevelse: 8/10
- Antennekvalitet: 4/10
- Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter til Google Pixel 7 Pro: 85/100
Se laveste pris på Google Pixel 7 Pro
Design
Set forfra skiller Pixel 7 Pro sig ikke meget ud fra mængden. Som et helt typisk Android-flagskib byder den på en stor skærm, hole punch-udskæring til frontkameraet i skærmen, en fingeraftrykslæser i skærmen og en skærm, der buer i begge sider. Men vender man Pixel 7 Pro om, er bagsiden noget mere interessant.
Designet på bagsiden er anderledes – og vi synes det er lykkedes godt for Google. Det er en pæn og smart måde at få plads til pladskrævende kameaer. Det er smart på den måde, at telefonen ikke vipper i brug, når den ligger på et bord. Vi havde foretrukket, at bagsidens glas var mat, men generelt er designet på Pixel 7 Pro godkendt, anderledes og meget genkendeligt.
Kvaliteten af Pixel 7 Pro fejler absolut heller intet. Den er bestemt en af de mest luksuriøse og velbyggede telefoner vi har haft i hænderne i år. Vi er vilde med kombinationen af nyeste Gorilla Glass Victus på både for- og bagside og aluminiumsrammen, der også beskytter kameraerne. Pixel 7 Pro er også beskyttet mod både støv og vand, og er IP68-certificeret.
Google Pixel 7 Pro vi har til test er i farven Hazel (hasselgrøn), men den fås også i Obsidian (dybsort) og Snow (snehvid).
Brugervenlighed og software
Pixel 7 Pro er en meget brugervenlig mobiltelefon. Lad os starte med det ydre.
Godt nok er Google-flagskibet en stor smartphone – skærmen er på hele 6,7 tommer og den vejer over 200 gram. Det betyder, at enhåndsbetjening kan være svært. Er det en mindre telefon du søger, skal du måske tage et kig på Pixel 7, med en mindre 6,3 tommer skærm.
Skærmen buer ind mod telefonens ramme i højre og venstre side, men kun en anelse. Det gør det let at lave swipe bevægelser fra kanten af skærmen, og det ser også godt ud. Og den lille mængde skærmen buer betyder, at man ikke laver fejlberøringer. Også bagsiden buer en anelse ind, hvilket gør Pixel 7 Pro behagelig at holde i hånden.
På højre side sidder der to store knapper til tænd/sluk og lydstyrke, som giver en dejlig klik-fornemmelse i brug.
Ren Android (13)
Googles Pixel-telefoner er kendte for deres rene udgave af Android (og deres gode kameraer, men det kommer vi tilbage til senere i testen), og Pixel 7 Pro er selvfølgelig ingen undtagelse. Pixel 7 Pro er endda den første smartphone i Danmark med nyeste Android 13. Der er altså tale om Android, som Google har designet det.
Og det fungerer virkelig godt. Det er hurtigt, flot og meget brugervenligt. Her er masser af gode funktioner, men det føles ikke overvældende at finde rundt i. I forhold til mange andre Android-smartphones er der knap så mange funktioner, men her er alt hvad jeg personligt har brug for.
Batteri og opladning
Pixel 7 Pro har indtil videre klaret sig godt i vores test. Men hvad med batteritid og opladning? Jo, det er en noget mere blandet fornøjelse.
Lad os starte med det positive: Batteritiden. Pixel 7 Pro har et stort 5.000 mAh batteri, som kombineret med energieffektiv hardware giver en lang batteritid. Selvom skærmen når helt op på 120 Hz, er der strøm nok til en hel dag. Bruger man Pixel 7 Pro lidt mindre holder den gerne to dage. Dertil har jeg faktisk haft i omegnen af 50 procent tilbage efter en hel dag, så to hele dage er heller ikke umuligt. Det er bestemt tilfredsstillende.
Laaaaaaaangsom opladning
Hvor Pixel 7 Pro derimod skuffer, er på dens opladning. Der medfølger desværre ikke en oplader i æsken. Telefonen understøtter 30 Watt-opladning via kabel – det er selvfølgelig en USB C oplader – , hvilket ikke lyder helt slemt, hvis man sammenligner med for eksempel Samsungs flagskibe. Sammenlignet med flere andre Android-topmodeller er det dog skuffende. Og når man først har ventet på, at Pixel 7 Pro fik ladet op, er skuffelsen endnu større.
Nogle af de hurtigst-opladende telefoner på markedet klarer 0-100 procent på 20 minutter. Det tager Pixel 7 Pro mere end halvanden time at klare en fuld opladning.
Her er resultater fra vores opladningstests:
15 minutter: 20 procent strøm
30 minutter: 40 procent strøm
45 minutter: 59 procent strøm
60 minutter: 73 procent strøm
75 minutter: 88 procent strøm
0-100 procent? Omkring 1 time og 40 minutter.
Det er altså ikke imponerende. Kommer man fra nogle af de nyere andre flagskibstelefoner, vil dette kræve tilvænning. Heldigvis har Pixel 7 Pro også trådløs opladning (23 Watt).
Skærm
I denne nye topmodel fra Google sidder en stor 6,7 tommer skærm, som størrelsesmæssigt matcher andre topmodeller på markedet.
Det er en god skærm, der sidder i Pixel 7 Pro. Dermed ikke sagt, at det er den bedste på markedet. Det er en AMOLED-skærm i op til 1440p (1440 x 3120 pixel), der som standard er indstillet til fuld HD. Der er 120 Hz adaptiv opdateringshastighed med LTPO-panelet, HDR10+ og den er godt beskyttet bag Gorilla Glass Victus. Der er op til 1.500 nits lysstyrke, hvilket er rigtig fint, og skærmen er meget tydelig i dagslys. Det er dog ikke helt på højde med Samsung Galaxy S22 Ultra med op til 1.750 nits og iPhone 14 Pro med imponerende 2.000 nits.
Der er tale om en skærm, der buer ind mod rammen i højre og venstre side, hvilket ser godt ud, men ofte leder til fejltryk på skærmen. Dette er dog ikke tilfældet med Pixel 7 Pro, da skærmen kun buer meget lidt.
Det er en fornøjelse at se indhold på denne skærm, lige meget om det er webbrowsing, film eller spil. Generelt er det en imponerende skærm på Google Pixel 7 Pro, der er en topmodel værdig.
Kamera
Nu kommer vi til den del af testen af Pixel 7 Pro testen, som de fleste nok har set mest frem til. Måske er du sprunget direkte herned? Udover at have den rene Android-software, er Pixel-telefoner nemlig kendte for deres gode kameraer. Og vi kan vidst godt blive enige om, at kameraet er en af de absolut vigtigste ting i vores mobiltelefoner. Er Pixel 7 Pro det bedste valg til denne opgave?
Jeg vil ikke gå alt for meget i detaljer med kameraet i Pixel 7 Pro, for jeg vil faktisk mene, at billederne taler for sig selv (se eksempler herunder). Generelt er der dog tale om et meget imponerende kamera, der sagtens kan matche (og til tider overgå) de allerbedste kameratelefoner på markedet i dag.
Fotos taget med hovedkameraet i Pixel 7 Pro er flotte og rimeligt naturlige at se på. Dem imponerer os meget med både dens portrætfunktion, natfunktion og ikke mindst, når der anvendes zoom. Der er 5x optisk zoom, som leverer flotte billeder – men man skal ikke være bange for, at zoom endnu mere ind. Stabiliseringen er imponerende og man kan sagtens tage fornuftige billeder ved 10x zoom og mere. Der skal bare være lys nok til stede.
Video gør Pixel 7 Pro også rigtig godt. Det er ikke helt på iPhone 13 Pro- og iPhone 14 Pro-niveau, men absolut blandt de bedste flagskibstelefoner.
Men det er ikke kun kvaliteten fra kameraerne i Pixel 7 Pro, der imponerer. Det er også den generelle brug. Her er masser af smarte og gode funktioner og appen er virkelig godt designet. Fokusering er ekstrem hurtig og det er let at tage gode billeder med Pixel 7 Pro. På mange andre Android-topmodeller oplever jeg ofte, at jeg bliver nødt til at tage flere billeder, hvis jeg skal ramme det helt perfekte resultat. Det er ikke tilfældet med Pixel 7 Pro, som på den måde minder jeg meget om Apples flagskibstelefoner.
Er dette den bedste kameramobil?
Har Pixel 7 Pro det bedste kamera på markedet? Alt i alt er kameraet ekstremt godt i Pixel 7 Pro og det er en fornøjelse at bruge det. Er det bedre end alle de andre (dyrere) topmodeller, der er tilgængelige nu? Pixel 7 Pro er på højde med de allerbedste, som iPhone 14 Pro og Samsung Galaxy S22 Ultra. Jeg vil personligt foretrække Pixel 7 Pro fremfor Samsungs flagskibs til fotos, men ekstremt tæt på iPhone 14 Pro. Hertil er det vigtigt at huske på, at iPhonen er langt dyrere.
Fotos taget med Google Pixel 7 Pro
Navigationshastighed og ydeevne
Google har igen i år satset på deres eget chipsæt i Pixel 7 Pro: Tensor G2. Her er der tale om et high-end chipsæt bygget på 5nm teknologi. Det er et octa-core chipset med to højtydende Cortex-X1-processorer.
Når vi taler rå ydevne, kan Tensor G2 ikke helt matche Qualcomms Snapdragon 8+ Gen 1 eller Apples A16 Bionic, men i dagligdagens brug gør det ingen forskel. Google Pixel 7 Pro er nemlig både ekstremt hurtig og super godt optimeret.
Kombinationen af Tensor G2, den hurtige 120 Hz opdateringshastighed i skærmen og den lette og optimerede Android 13-software giver en virkelig hurtig telefon, som det er svært for andre Android-telefoner at matche. Sjældent har jeg oplevet en Android-telefon, der har virkelig så hurtig og flydende.
Datahastighed
På trods af lidt startproblemer med min testenhed af Pixel 7 Pro, har den godt styr på forbindelserne. Her er alle de vigtige 5G-bånd, og der opleves generelt fine download- og uploadhastigheder. På 4G har vi nået omkring 250 Mbps download og 50 Mbps upload. Vi opdaterer med download og upload på 5G snart.
Derudover kan Pixel 7 Pro hoppe på nyeste Wi-Fi 6E, der giver en hurtigere og mere stabil forbindelse.
Med 5G, 4G, Wi-Fi 6E og Bluetooth 5.2 har man alle forudsætninger for hurtigt internet og pålidelige trådløse forbindelser i Pixel 7 Pro.
Se også: Telefoner med hurtigt internet
Spiloplevelse
Pixel 7 Pro har den nødvendige ydeevne, et overskud at RAM og god lagerplads til den store og mest krævende spil. Alt i alt byder den på en gedign spiloplevelse.
Den store 6,7 tommer lysstærke og hurtige skærm, stereohøjtalere, Wi-Fi 6E, det store batteri og andre ting gør det til en fornøjelse at spille på 7 Pro.
Her mangler dog hurtigere opladning, spilfunktioner i softwaren samt genvejsknapper og andet, hvis den skal kunne måle sig med dedikerede gamingtelefoner.
Antennekvalitet
Hvordan er antennekvaliteten i Pixel 7 Pro? Rundt på selve enheden finder man flere steder i rammen, hvor der sidder antenner. Generelt har vi oplevet antennekvaliteten som god og har på intet tidspunkt stået uden hul igennem til omverdenen.
Typisk kan SAR-værdien også sladre om antennens kvalitet, men denne oplyser Google desværre ikke endnu. Vi afventer og opdaterer testen af Pixel 7 Pro, når vi ved nærmere. Pixel 6 Pro havde en SAR-værdi på 0,9 W/kg, og da de to telefoner er ret ens, bedømmer vi den indtil videre efter det.
Samtalekvalitet
Opkald og samtaler håndterer Pixel 7 Pro udmærket. Med telefonen ved øret samt ved håndtri aktiveret er lyden tydelig og rigeligt høj.
Dog har jeg oplevet svingende kvalitet, når jeg har foretaget opkald i 7 Pro. I nogle tilfælde har lyden være mudret og uklar og i andre rigtig god. Det samme har dem jeg har snakket med fortalt. Dækningen har været fin, så det har ikke være udfordringen.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Skal du købe Google Pixel 7 Pro? Der er allerede et stort udvalg af high-end mobiltelefoner, hvor størstedelen leverer formidable oplevelser. Derudover skal der heller ikke herske tvivl om, at mellemklassetelefoner i dag er af en meget høj kvalitet, som kan det, de fleste forbrugere har brug for. Så hvorfor overhovedet overveje Pixel 7 Pro?
Pixel 7 Pro er en gennemført flagskibsmobil, der har alt det, sådan en skal have – bortset fra en enkelt ting. Dertil er prisen, der starter ved 6.999 kroner, meget konkurrencedygtig.
Googles topmodel har lækkert design, høj byggekvalitet og holdbarhed, lækker ren Android 13, den er hurtig, smart og har lang batteritid.
Ikke nok med det har den et fantastisk kamera, der tilbyder unikke funktioner og høj fotokvalitet, og den gør det til en leg at tage gode fotos og video. Pixel 7 Pro er mit nye foretrukne lommekamera.
Men Google, få lige skruet op for opladningen i næste års Pixel 8-telefoner. Indtil da får Pixel 7 Pro vores varmeste anbefalinger.
Alternativer til Google Pixel 7 Pro
De bedste priser på Xiaomi 12T Pro (Android) 256 GB
Opdateret 13/10 2024
Xiaomi 12T Pro (Android) 256 GB udbydes af 6 udbydere. Du kan spare op til 2.283,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Xiaomi 12T Pro (Android) 256 GB
De bedste priser på Samsung Galaxy S22 Ultra 128 GB
Opdateret 13/10 2024
Samsung Galaxy S22 Ultra 128 GB udbydes af 14 udbydere. Du kan spare op til 5.537,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy S22 Ultra 128 GB
De bedste priser på Apple iPhone 14 Pro Max 128 GB
Opdateret 13/10 2024
Apple iPhone 14 Pro Max 128 GB udbydes af 13 udbydere. Du kan spare op til 4.339,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Apple iPhone 14 Pro Max 128 GB
Google Pixel 7 Pro – specifikationer og funktioner
- Mål: 162,9 x 76,6 x 8,9 mm
- Vægt: 212 gram
- Software: Android 13
- Processor: Google Tensor G2
- Skærm: 6,7 tommer, AMOLED, 1440p (1440 x 3120 pixel), adaptiv 120 Hz refresh rate, Gorilla Glass Victus
- RAM: 12 GB RAM
- Lagerplads: 128 / 256 GB
- Batteri: 5.000 mAh med 30W opladning
- Netværk: 2G/3G/4G/5G
- Kamera: 50 + 48+ 12 megapixel, blænde F/1.9, laser autofokus, OIS på hovedkamera
- Frontkamera: 10,8 megapixel, blænde f/2.2
- Video: 4K ved 30 fps
- Opkobling: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/6e, Bluetooth 5.2, USB-C
- GPS: Ja, (A-GPS, Glonass, Galileo, Beidou)
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
- SAR-værdi: Ukendt
- Øvrigt: Accelerometer, fingeraftryksscanner, gyroskop og kompas
- Pris: Fra 6.999 kroner
Se også: Test af telefoner