Test af OnePlus 11 – stærk mobil til stærk pris

OnePlus 11 leverer høj kvalitet på alle de vigtigste parametre på en mobil, og skruer i samme omgang ned for prisen. Test af OnePlus 11 5G.

Test af OnePlus 11 – stærk mobil til stærk pris

OnePlus 11 går sine egne veje i bestræbelserne på at skille sig ud på et mobilmarked, hvor mobiltelefoner ellers kan minde meget om hinanden – der sættes ind de rigtige steder og det med en selvtillid, der klæder OnePlus. Test af OnePlus 11.

I Asien er tallet 4 forbundet med uheld og ulykke, men sådan er det ikke med OnePlus 11. Tværtimod er det forbundet med positive ting: 4 år med Android-opdateringer, 4 år med opladning af batteriet, inden det begynder at tabe kapacitet og en mobil, der skulle virke som spritny i mindst 4 år.

Det er med andre ord en mobil, der vil holde i mange år, som OnePlus nu sender på markedet. Læs vores test af OnePlus 11 herunder.

Se også: De bedste telefoner fra OnePlus

OnePlus 11 – bedømmelse

  • Design & Materiale: 9/10
  • Brugervenlighed: 9/10
  • Batterilevetid: 9/10
  • Skærm: 10/10
  • Kamera: 10/10
  • Hastighed i brugerflade: 10/10
  • Datahastighed: 10/10
  • Spiloplevelse: 10/10
  • Antennekvalitet: 4/10
  • Samtalekvalitet: 7/10

Samlet karakter: 88/100

Test af OnePlus 11

Design og materialer

Bortset fra, at telefonen er lidt glat, når man holder den i hånden (når man ikke bruger cover), er der tale om en flot og velbygget mobil. Der er ikke så meget at sige om fronten – stor skærm som vi kender til døde – men bagpå skiller den sig ud.

Kamerahuset er stort og rundt og det er visuelt flot synes jeg. Nogen synes, kameraethuset burde være placeret i midten i stedet for på venstre side, men det giver den noget ekstra kant. Samtidig kan jeg godt lidt designet til kamerahuset – det gør, at telefonen skiller sig ud.

Kamerahuset er ikke bygget, så telefonen hopper og danser, når man trykker på skærmen, mens telefonen ligger på bordet, ikke som det er tilfældet med Samsung Galaxy S23 Ultra.

Der er ikke den vildeste IP-certificering, men den klarer vandstænk og sved samt afviser støv med IP-64-certificering. Skærmen på forsiden er lavet sammen med Corning og deres Gorilla Glass Victus.

Se også: Telefoner med godt og holdbart design

Brugervenlighed

Det er egentlig en stor mobil med 6,7 tommer, men den er ikke så træls at bruge med én hånd, som man kan tro. Det er dog altid smart at have en widget på den øverste del af skærmen, og så have apps på den nederste halvdel. Ellers kan man også benytte énhåndsfunktionen, som let kan aktiveres.

Fingeraftryksscanneren virker både større, hurtigere og mere præcis – den låser op på et splitsekund og jeg har endnu ikke oplevet, at jeg skal bruge to forsøg på at låse op.

Ellers er brugerfladen og systemet bygget brugervenligt op. En fed detalje som Spotify-bruger er, at man kan styre musikken fra Always On-skærmen. Man kan i hvert fald skifte sang og vælge de seneste fire albums eller playlister, man har haft gang i. Man kan ikke søge efter indhold som sådan i Spotify fra Always On-skærmen, men det kommer sikkert i takt med at funktionen udvikles.

I øvrigt stadig skønt med Alert Slideren på siden til at skifte mellem lydløs, vibration og ring på telefonen.

Funktionen “Deling tæt på” gør det rigtig let at dele indhold med andre telefoner via Bluetooth og er en rigtig fin tilføjelse. Funktionen er ikke unik for OnePlus – skal den give mening at bruge, skal flere mulige produkter også understøtte den.

Se også: Meget brugervenlig mobiltelefoner

Batteritiden

Med et batteri på 5.000 mAh kombineret med 100 Watt oplader er der tale om lidt af en power-maskine, når vi taler batteri.

Man kommer langt med 5.000 mAh, og med 100 Watt opladning kan man lade op fra 0-50 procent på 10 minutter – op til 100 procent tager cirka 25 minutter.

Der er ikke trådløs opladning. Er det træls, at den funktion mangler? Det må være op til den enkelte at vurdere – personligt er jeg langt mere pjattet med lynhurtig kablet opladning.

OnePlus har været inde og pille ved batteriet og opladningsteknikken. Derfor klarer det op til 1.600 opladninger, inden det begynder at tabe mærkbar batterikapacitet. Normalt ligger det tal omkring 800. Derfor burde batteriet også være frisk og fuld af power om mere end fire år.

OnePlus 11 5G er udstyret med en Battery Health Engine (BHE), som gør opladningssystemet mere sikkert og effektivt, ligesom den også har opnået TÜV Rheinland-certificeringen for “Safe Charging and Usage”, der sikrer krav til temperaturovervågning i realtid under hele opladningen, faldtest, tryk- og kompressionstest samt drift ved både høje og lave temperaturer og i tørre, fugtige og støvede miljøer.

Se også: Telefoner med lang batteritid

Skærm

Skærmen er flot og fortsætter OnePlus’ fine tradition på området. 6,7 tommer stor med 2K-opløsning, 1 milliard farver, 1-120 Hz variabel refresh rate med LTPO3, Dolby Vision, HDR10+ og 1.300 nit lysstyrke.

Alt i alt er det en utrolig flot skærm med meget flotte farver og høj skarphed. Da det samtidig er en AMOLED-skærm er der naturligvis også always on display.

Også til skærmen har OnePlus 11 5G modtaget certificeret af TÜV SÜD for Precise Touching S Rating og SGS Low Blue Light Ex.

Se også: Telefoner med bedste display

Kamera

OnePlus er ikke hoppet med på 200-megapixel-racet som vi ser hos Samsung og Xiaomi. Der er bestemt nogle spændende muligheder med så mange megapixel, men god billedkvalitet handler naturligvis om meget andet end blot antal megapixel.

Lad os få det tekniske på plads: 50 + 32 + 48 megapixel med OIS, 2 x optisk zoom, fasedetektion autofokus og så Hasselblad Color Callibration.

OnePlus 11 5G er udstyret med Hasselblad-teknologi og en ny 13-kanals multispektral sensor til lys-og farveidentifikation, som sikrer, at OnePlus 11 dækker alle scenarier inden for fotografi, i hvert fald i følge producenten selv.

Selfie-kameraet er på 16 megapixel og video kan optages med 8K. Kort summeret op, så tager kameraet rigtig gode billeder i alle situationer og det er et sjovt kamera at lege med samtidig. Særligt Hasselbald Portrait Mode fungerer rigtig godt og giver formentlig de bedste bekoh-billeder på en telefon i dag.

Herunder kan du se en lang række billeder taget med OnePlus 11. (Alle billeder er taget håndholdt).

Se også: De allerbedste kameratelefoner

Hastighed i brugerflade

Det bliver faktisk ikke vildere på en telefon, når vi taler hastighed i brugerfladen. Det er en utrolig potent kombination, vi finder med Snapdragon 8 Gen 2, 16 GB RAM LPDDR5X RAM og et avanceret RAM-styringssystem for bedre ydeevne i multitasking- og spilscenarier samt 256 / 512 GB lagerplads og Android 13.

Ifølge OnePlus skulle man kunne køre med 44 apps på samme tid helt uden problemer.

OnePlus opdaterer telefonen med fire Android-opdateringer, så man får til og med Android 17 samt 5 år med sikkerhedsopdateringer. Med Snapdragon 8 Gen 2 og 16 GB RAM skulle man få en telefon, der virker som helt ny om fire år, når vi taler brugerflade. OnePlus 11 har TÜV-certificering til at bakke op om det.

Se også: Telefoner med hurtig brugerflade

Datahastighed

En moderne telefon skal naturligvis kunne gå på nettet når som helst og hvor som helst. Med 5G, 4G og WiFi 7 har man alle muligheder for det.

Flere faktorer kan spille ind, når man oplever langsomt internet på sin mobil, men rent teknisk er der ikke noget at komme efter på OnePlus 11. Med Dual WiFi Acceleration kobler telefonen sig op til begge WiFi-frekvenser, hvilket giver både hurtigere og mere stabil internet.

 

Se også: Mobiltelefoner, der er hurtige på internettet

Gaming

OnePlus havde en kort periode, hvor de satsede målrettet på gamere med deres telefoner. Det lader de ikke til at gøre så specifikt mere, men det betyder ikke, at man ikke kan game på OnePlus 11. Tværtimod – man får en en fed spiloplevelse uanset spiltype.

Med den kraftige motor, den flotte skærm og det kraftfulde batteri er telefonen blandt de absolut bedste gaming-telefoner på markedet.

Se også: Bedste telefoner til spil

Antennekvalitet

I skrivende stund oplyser OnePlus ikke noget om sar-værdien og vi formoder, at den ligger mellem 0,9 og 1,0 W/kg, som har været standard for de seneste OnePlus-telefoner.

Det er en værdi, der signalerer antennekvalitet, som vi har set på de seneste topmodeller fra Apple og Samsung.

Formentlig vil du ingen problemer opleve med at finde og holde mobilsignalet, men da kvaliteten ligger i den lavere ende, betyder det, at telefonen skal bruge mere krudt på at holde mobilsignalet sammenlignet med telefoner med lavere sar-værdi.

Se også: Mobiltelefoner med bedst antennekvalitet og mobildækning

Samtalekvalitet

OnePlus 11 har ingen særlige lydindstillinger til samtaler, men jeg oplever generelt lyden som helt i orden.

Det gælder både hos mig selv og den, jeg taler med – ingen beklager sig i hvert fald over, at der skulle være noget irriterende ved lyden hos dem, jeg taler med.

Se også: Mobiltelefoner, der er bedst til opkald

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

OnePlus går i mod trenden med høje prisstigninger på telefoner, som vi ser hos Samsung og Apple. Bevares, der findes da bedre telefoner end OnePlus 11, det kommer man ikke uden om. Det er dog ikke tale om mere end et par stykker og de koster 3-4.000 kroner mere.

OnePlus 11 5G bliver sat til salg den 16. februar og vejledende pris fra 6.499 kroner. Se alle priser på OnePlus 11 5G her.

Bestiller man senest den 16. februar vil får man et sæt af det nye OnePlus Buds Pro 2 med i prisen.

Til en pris fra 6.499 kroner er OnePlus 11 den bedste premium-telefon, du kan købe lige nu. Den leverer rigtig høj kvalitet på de vigtigste parametre som brugervenlighed, kamera, skærm, batteritid og opladning, gaming og trådløs opkobling.

Det bedste er dog, at man som forbruger ved, at man får en mobil i en høj kvalitet, der vil virke som spritny de næste 4-5 år.