Test af OnePlus 13 – kan blive bedste mobil i 2025

OnePlus 13 gør igen smartphones interessante og sjove, og er mobilen Samsung og Apple skal overgå i 2025. OnePlus 13 får 92 ud af 100 i test.

Test af OnePlus 13 – kan blive bedste mobil i 2025

Test af OnePlus 13: Der er noget skamløst over OnePlus 13. På den skønne måde. Den går simpelthen all-in hvad angår funktioner og muligheder, og så er den pakket ind i noget af det flotteste design, jeg til dato har set på en mobil.

Kombineret med en pris, der ligger flere tusind kroner under konkurrenterne, skal der godt nok ske meget uventede ting på mobilmarkedet, hvis OnePlus 13 ikke står som årets bedste mobil ved udgangen af 2025.

Læs vores test af OnePlus 13 herunder.

Se også: De bedste telefoner fra OnePlus

OnePlus 13 – bedømmelse

Design & Materiale: 10/10
Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 10/10
Skærm: 10/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 10/10
Antennekvalitet: 6/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 92/100

 

Test og anmeldelse af OnePlus 13

Design og materialer

Forfra ligner OnePlus 13 naturligvis alle andre telefoner – det er én stor skærm. Når man tager den i hånden, mærker man der er sket noget i forhold til den mere afrundede OnePlus 12. Kanterne er mere markante, hvilket jeg foretrækker – det giver et bedre og mere trygt greb om telefonen. Den blå variant, jeg har fået til test, er rigtig flot og stilfuld og måden det store kamerabump er arbejdet ind i telefonens bagside er meget elegant. Telefonen er IP69-certificeret og det er ikke en certificering, vi ofte støder på – tværtimod.

IP68 er typisk den beskyttelse, som telefoner i denne klasse har, og det betyder beskyttelse mod støv og giver mulighed for kontinuerlig nedsænkning i vand ned til 1 meters dybde i op til 30 minutter. Det er ideelt til daglig brug og aktiviteter i våde omgivelser, som f.eks. regn.

IP69 tager beskyttelsen et niveau op og tilbyder for eksempel ekstra beskyttelse mod højtryksvand og damprensning. Så udsættes din mobil for kraftige vandstråler og rengøringsprocesser, som i industrielle eller fødevarehygiejniske miljøer, så kan OnePlus 13 være noget for dig.

Telefonen kan også tåle at være i vand i 80 grader varmt vand i to minutter uden at tage skade. Og ja, det kan den, for vi har selvfølgelig selv testet det.

Se også: Telefoner med godt og holdbart design

Brugervenlighed

Først og fremmest glæder det mig, at OnePlus 13 stadig har Alert Slideren på siden til hurtigt at indstille, om telefonen skal være lydløs, vibrere eller have lyden slået til. Den er særligt praktisk, da man ikke behøver at finde telefonen frem for at vælge den ønskede indstilling – man kan gøre det med den i lommen eller i hvert fald uden at skulle kigge på den.

Ellers er det OxygenOS, som vi kender det. Hurtigt, brugervenligt og lige til at gå til. Der er ikke så mange dikkedarer. Ydeevnen er utrolig, som jeg kommer ind på senere i testen og den spiller også ind, når vi uddeler karakter i denne kategori. Kort sagt, så flyder det hele som smurt i olie.

Se også: Brugervenlige smartphones

Batteritiden

OnePlus 13 kommer med et kæmpe batteri på 6.000 mAh (faktisk er der tale om to batterier på 3.000 mAh) med laaang batteritid – det største nogensinde på en OnePlus-telefon og det største på en mainstream-mobil generelt. Samsung, Apple og Google ligger jo og roder med max 5.000 mAh, når det går vildest for sig hos dem, så det er noget af et fremskridt med 6.000 mAh.

Det er altså en 20 procent forøgelse, der er tale om, hvis udgangspunktet er 5.000 mAh. Og meget højere, hvis du har en mobil med for eksempel 4.000 mAh, hvilket slet ikke er utænkeligt, at du har lige nu. I praksis bør det betyde i hvert fald to dages brug for langt de fleste, inden batteriet skal lades op – jeg skal i hvert fald stramme mig meget an, hvis jeg skal lade oftere end hver anden dag. Med lidt snilde kan du såmænd nok også få den til at række 4-5 dage på en festivaltur uden du skal gå alt for meget på kompromis med funktionerne.

Og det bliver vildere endnu: Batteriet loves at holde mindst 80 % af sin kapacitet efter 1.600 opladninger. Det svarer til mere end fire års daglig opladning – eller mere end otte år, hvis du oplader hver anden dag. Selv med kun 80 procent batterikapacitet tilbage vil telefonen stadig have mere kapacitet end mange toptelefoner i dag. Konkurrenterne lover kun omkring 800 opladninger, inden batterikapaciteten begynder at skrante.

Når det er tid til at oplade, gør 100W hurtigopladning arbejdet fra 1 til 100 % på kun 36 minutter. Telefonen understøtter også trådløs opladning med op til 50W og en opladning fra 1-100 procent tager godt en time.

Telefonen tilbyder desuden mange muligheder for at forlænge batteritiden og optimere opladningsprocessen.

Se også: Telefoner med lang batteritid

Skærm

Skærmen på OnePlus 13 er vidunderlig flot og overgår Apple og Samsungs bedste telefoner. Farverne, kontrasterne, skarpheden – det hele spiller bare. Det synes ikke bare jeg, men også skærmeksperterne fra DisplayMate, der har givet telefonen den højeste karakter til dato, nemlig A++.

Dermed overgår den selveste Apples iPhone Pro Max-serie, der ellers altid står øverst på sejrsskamlen hos DisplayMate med nyeste model fra Samsung Galaxy S Ultra-serie åndende i nakken. Fremover er det altså Apple og Samsung, der må kigge op til OnePlus’ smukke skærm.

oneplus 13 display

Med en 6,8 tommer stor skærm egner den sig fremragende til praktisk talt alt du bruger mobilen til hvad enten det er til arbejde, underholdning og alt der i mellem.

Se også: Telefoner med bedste display

Kamera

Med kameraet i OnePlus 13 kan vi byde velkommen til en verden, hvor smartphonefotografi møder professionel kvalitet – det siger OnePlus i hvert fald selv. Nu tænker du måske, at vi har hørt den slags snak før, men jeg synes faktisk, der er noget om snakken med den her telefon.

For eksempel: OnePlus 13’s portrættilstand, udviklet sammen med Hasselblad, leverer utrolig flotte billeder med dybde og detaljer. Med zoom på 1X, 2X og 3X kan du fange motiver med en naturlig bokeh – altså den her effekt, hvor baggrunden sløres, mens det eller den i forgrunden fremhæves på bedste vis.

Portrætfunktionen er fremragende, men zoom-funktionen er jeg da helt pjattet med. Uanset om du zoomer ind 6X, 20X eller helt op til 120X kan du skarpe og naturlige billeder. Kombinationen af avanceret optik og intelligent billedbehandling gør det muligt at zoome helt vildt meget uden at miste kvalitet på billedet. Zoomfunktionen på OnePlus 13 er vanvittig god!

Burst-funktionen er også af virkelig høj kvalitet på OnePlus 13, der leverer detaljerede billeder af selv de hurtigste bevægelser. Hvert skud er skarpt og klart, takket være den hurtige lukker og stabile billedbehandling.

Jeg må også nævne en funktion som Livephoto, der fanger bevægelse og kontekst i ét billede.

Er du typen der gerne vil bruge tid på at sætte dine helt egne unikke indstillinger i kameraet, så skal du et smut ind i Master Mode, hvor man får DSLR-lignende kontrol over kameraet.  Her kan du justere skarphed, kontrast og meget andet.

Herunder kan du se en række billeder taget med OnePlus 13.

De fleste bruger også i dag telefonen som deres primære videokamera – selv professionelle bruger ofte mobilen til at optage video med til for eksempel nyhederne i fjernsynet.

Med 4K Dolby Vision optager OnePlus 13 biograflignende videoer, selv under krævende forhold og man kan hurtigt skifte mellem de forskellige optikker, justere eksponeringen og aktivere Ultra Steady Mode for stabile optagelser, hvis det bliver lidt hektisk om ørene på en.

Kort summeret op: OnePlus 13 har et kamera, der tager billeder og videoer fra allerhøjeste hylde.

Se også: Telefoner med bedste kameraer

Hastighed i brugerflade i OnePlus 13

OnePlus 13 kommer med Android 15 og OxygenOS 15 – OnePlus’ eget styresystem, der er trukket hen over Android-fundamentet – og det kommer med en række interessante og brugbare AI-værktøjer.

Under motorhjelmen finder vi Snapdragon 8 Elite, en processor der er ”skabt til maksimal effektivitet og multitasking”. Der er noget om snakken. Jeg har faktisk aldrig oplevet en mobil, hvor alt i brugerfladen bare glider så effektivt som på OnePlus 13. Det hører jeg fra flere sider. OnePlus giver fire års Andorid-opdateringer og seks års sikkerhedsopdateringer, så man får Android-opdateringer til og med Android 19.

Den opgraderede AI-motor gør også, at AI-funktioner som Circle to Search og Magic Compose fungerer hurtigere og smartere. Uanset hvilken opgave du giver telefonen, så løses det hurtigere end du kan nå at knipse med fingrene. Der er mange praktiske og sjove AI-funktioner i OnePlus 13. Her lister vi nogle af de vigtigste AI-funktioner i telefonen.

Optimér skarpheden tryller billeder om til 4K-kvalitet og kan altså forbedre billeder med lav opløsning. Fjern sløring sikrer skarpe billeder, selv når motivet er i bevægelse og Fjern genskin fjerner irriterende refleksioner på billeder. Endelig er der også et AI-sletteværktøj til at fjerne elementer, man ikke vil have med på billedet, efter man har taget det.

Så har vi Intelligent Search, der bruger AI til at finde præcise informationer i lokale filer, samt AI Notes, som optimerer og strukturerer dine måske rodede noter på telefonen. Det virker dog kun på engelsk. Circle to Search gør det nemt at søge ved blot at tegne en cirkel om et element på skærmen.

På rejsen digitaliserer Pass Scan boardingkort (selvom lige den funktion måske kan virke lidt overflødig, da stort set alle i dag får deres boardingkort sendt som mail i forvejen). Så har vi Magic Compose, der hjælper med at skrive skræddersyede beskeder i Google Messages, hvis du selv er løbet tør for ideer.

Det er generelt praktiske AI-funktioner, vi finder i OnePlus 13.

Se også: Telefoner med hurtig brugerflade

Datahastighed i OnePlus 13

Nyeste netværksteknologier inden for 5G og 4G og WiFi 7 giver alle muligheder for at surfe ekstremt hurtigt og pålideligt på nettet.

Med Dual WiFi Acceleration kobler telefonen sig op til begge WiFi-frekvenser, hvilket giver både hurtigere og mere stabilt internet.

Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet

Gaming

Er du til gaming på farten på din mobil, så er OnePlus 13 et meget sikkert valg – og også godt valg.

Kombinationen af den store skærm med lyn hurtig respons, den voldsomme ydeevne og smart kølingteknik samt lang batteritid, så er det godt nok svært at finde en mobil der er bedre at spille på.

Se også: Bedste telefoner til gaming og streaming

Antennekvaliteten på OnePlus 13

Jeg har endnu til gode at opholde mig et sted, hvor jeg mister forbindelsen med mobilen. Nu er Danmark også et taknemmeligt land at være mobilbruger i, når det gælder dækning, men alt peger i hvert fald på, at antennekvaliteten lever op til de krav og forventninger, som man kan stille til den i en mobil som denne.

Se også: Mobiltelefoner med bedst antennekvalitet og mobildækning

Samtalekvalitet

Lyden til samtaler er rigtig fin i begge ender – både hos mig selv og den jeg taler med. Der er umiddelbart ikke helt så avancerede lyd-, høre- og øreindstillinger, som vi finder i Samsungs telefoner, hvor man kan gennemgå en lille høretest for at opnå den bedst mulige lyd for netop en selv.

Dog er der en anden meget fin indstilling i OnePlus 13, der hedder Klar Stemme. Den filtrer baggrundsstøj fra, mens du er i et opkald. Funktionen understøtter dog ikke headsets pt., fremgår det af telefonen selv, men noget tyder på, at der bliver arbejdet på det.

Klar Stemme understøtter til gengæld ikke kun almindelige telefonopkald, men også apps som Zoom, WhatsApp, Meet og Messenger.

Se også: Mobiltelefoner, der er bedst til opkald

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

OnePlus 13 scorer 92/100 – det er ny rekord for en mobil på mobilsiden.dk. Alle andre telefoner har nu OnePlus 13 som den, de skal måle sig efter.

Den er 500 kroner dyrere end forgængeren, men den rykker så meget på kvalitet, at prisen sagtens kunne have fået et nøk højere op uden jeg havde rynket på næsen. Der er næsten intet negativt at sige om telefonen, og man skal virkelig ned i nærmest ligegyldige petitesser for at finde noget, man kan kritisere.

Konkurrenterne skal hive nogle yderst spændende og overraskende kaniner op af hatten, hvis OnePlus 13 ikke skal stå som årets absolut bedste mobil, når vi nærmer os 2026.

Se også: Test af mobiltelefoner