Test af Redmi Note 13 Pro – bedste telefon til prisen?

Redmi Note 13 Pro bringer sig selv i spil som en af de allerbedste telefoner til prisen med 200 MP kamera og 5.100 mAh stort batteri. Test af Redmi Note 13 Pro.

Test af Redmi Note 13 Pro – bedste telefon til prisen?

Xiaomis Redmi Note 13 Pro koster pænt under 3.000 kroner – i hvert fald lige nu med lanceringstilbuddet – og fortsætter de flotte takter fra forgængeren Note 12 Pro. Det er særligt kameraet med 200 megapixel, der nok vil få folk til at kigge en ekstra gang, men grundlæggende får man en mobil, der giver rigtig høj kvalitet til en lav pris og den henvender sig praktisk talt til alle typer brugere.

Nedenfor kan du se vores bedømmelse af Redmi Note 13 Pro læse vores konklusion og se vores anbefalinger til, hvem der bør købe den.

Se også: Sammenlign priser på Xiaomi-telefoner

Redmi Note 13 Pro – bedømmelse

Design & Materiale: 7/10
Brugervenlighed: 8/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 8/10
Kamera: 8/10
Hastighed i brugerflade: 8/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 9/10
Antennekvalitet: 5/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 78/100

Konklusion på test af Redmi Note 13 Pro

Først og fremmest springer kameraet i øjnene med hele 200 megapixel på hovedkameraet. Der sidder to andre optikker med 8 og 2 megapixel på bagsiden og selfie-kameraet på forsiden er på 16 megapixel.

Man skal passe på med at falde på halen over 200 megapixel, da hardwaren og softwaren også skal optimeres til at kunne håndtere de mange megapixel. Generelt bruges de primært til såkaldt pixel-binning, en teknik, der bruges i digital billedbehandling, især i smartphone-kameraer, til at forbedre billedkvaliteten i svagt lys. Jeg synes, telefonen slipper godt fra udnyttelsen af de 200 megapixel i dårligt lys.

test redmi note 13 pro pris

Dog er makro-funktionen ikke i top, billedet bliver faktisk pænere, når man ikke bruger makro-funktionen til at sløre baggrunden. Man kan i øvrigt godt tage billeder med 200 megapixel – billedet bliver omkring 65 MB stort.

Det betyder, at man kan zoome virkelig meget ind efterfølgende.

Taget i mørkt rum

Se også: Hvilke billige telefoner har godt kamera?

Virker robust

Det er lidt skuffende, at telefonen kun har en officiel IP54-klassificering, når det gælder vand og støv. Det gør den støv- og stænkafvisende, men du skal ikke tage den med et sted, hvor den risikerer at komme under vand.

Når det er sagt, så føles telefonen meget velbygget og skærmen beskyttes da også af Gorilla Glass Victus. Det er ikke den allernyeste og mest robuste skærmbeskyttelse, der findes også Victus 2, men det er ellers en skærmbeskyttelse, der normalt kun findes på premium-telefoner.

Designmæssigt er den mere kantet, så selvom bagsiden er glat, så ligger den sikkert og trygt i hånden. Glatte telefoner med buede kanter giver et usikkert greb  – det er overhovedet ikke tilfældet med Note 13 Pro.

Skærmen er flot og skarp med høj lysstyrke på maksimalt 1.800 nits – du kan sagtens se alt på skærmen i direkte sollys.

Se også: Hvilke telefoner er robuste?

Får tre store Android-opdateringer

Telefonen kommer med enten 128, 256 eller 512 GB lagerplads. Om alle varianter kommer til Danmark, er lige nu uklart, men man bør vælge varianten med 256 GB, hvis man har planer om at have telefonen i 3-4 år.

Kritik, der kan rettes mod telefonen, er, at den kommer med Snapdragon 7 gen 2. Den er ikke så kraftfuld som for eksempel Snapdragon 8, men jeg synes kritikken er fejlskudt. Det er her en telefon, der koster under 3.000 kroner og man kan ikke forvente, at den på papiret skal have samme ydeevne som en telefon, der koster mindst det dobbelte. Kritikken giver heller ikke mening, når man kigger på den praktiske ydelse i hverdagen. Jeg oplever telefonen som hurtig i brugerfladen og jeg har endnu til gode at opleve den hakke og sprutte over en “opgave”, jeg sætter den til.

Brugerfladen er Android 13 fra start med Xiaomis MiUI 14 trukket henover. Jeg havde sat næsen op efter Android 14, da det trods alt var tilbage i oktober, at version 14 af Android rullede ud.  Redmi Pro-serien får tre store Android-opdateringer, så med udgangspunkt i Android 13 får man altså opdateringer til og med Android 16, der kommer i 2025 og som så nok ruller ud til telefonen i 2026.

Brugerfladen er som sagt generelt rigtig hurtig at navigere rundt i og designet af menuerne er fint. Alt er holdt ret simpelt, men der er en del bloatware med fra start. Spillene, der følger med fra start, har ingen interesse for mig, men apps som Netflix, TikTok, LinkedIn, Spotify og Facebook er selvfølgelig relevante for rigtig mange. Heldigvis kan man let afsintallere de bloatware-apps, der er med, hvis man ønsker det.

Se også: Telefoner med hurtig brugerflade

Batteri på mere end 5.000 mAh

Batteriet er på 5.100 mAh og det lades godt 50 procent op på 15 minutter med den oplader, der følger med i æsken. Det er et kraftfuldt batteri og jeg oplever let et par dages brug, inden telefonen skal lades op.

Til sidst må jeg runde af med sar-værdien. Den er stadig i den høje ende, men lavere end på forgængeren Note 12 Pro. 13 Pro har sar-værdi på 0,86 W/kg, hvor 12 Pro lå på godt 1 W/kg.

Se også: Telefoner med lang batteritid

Kan Redmi Note 13 Pro anbefales, og hvem skal købe den?

Redmi Note 13 Pro har en vejledende pris på 2.999 kroner og kan lige nu købes for 2.599 kroner i den indledende købsperiode. Nej, det er ikke den bedste telefon isoleret set, men kvaliteten i forhold til prisen er ekstremt høj. Jeg kunne godt selv være tilbøjelig til at lægge mine penge på denne mobil, næste gang jeg selv skal købe til mig selv eller en, jeg holder af.

Den leverer nemlig høj kvalitet på vigtige parametre som skærm, format, hastighed i brugerflade, kamera og batteritid. Så nej: Ikke den bedste mobil isoleret set, men den kan sagtens ende med at være årets bedste mobilkøb vurderer på kvalitet og pris.

Find billigste pris på Redmi Note 13 Pro her.

test redmi note 13 pro pris