Xiaomi 15 Ultra test: På alle måder fremragende

Test af Xiaomi 15 Ultra - særligt kameraet og retrodesignet gør den nye 15 Ultra til en speciel telefon, der ikke minder om noget andet lige nu.

Xiaomi 15 Ultra test: På alle måder fremragende

Xiaomi 15 Ultra er den bedste telefon til dato fra selskabet, når man ser bort fra prisen og kun fokuserer på kvaliteten. Normalt prioriterer Xiaomi at sende virkelig gode telefoner ud på markedet, der samtidig har en meget skarp pris, men med 15 Ultra går de all in på funktioner uden at skele så meget til prisen. Og det er der altså kommet en fremragende telefon ud af. Læs vores test af Xiaomi 15 Ultra.

Xiaomi 15 Ultra er udstyret med det bedste inden for hardware og software anno 2025. Det er en mobil, der kan konkurrere direkte med Samsung Galaxy S25 Ultra, iPhone 16 Pro Max og OnePlus 13 for at nævne nogle af de allerbedste telefoner på markedet.

Xiaomi 15 Ultra har først og fremmest som mål at sætte nye standarder inden for mobilfotografering. Med et avanceret kamerasystem udviklet i samarbejde med Leica, stærk hardware og et elegant design er den da også et spændende valg for både fotoentusiaster og high-end smartphone-brugere.

Nedenfor kan du se vores bedømmelse af Xiaomi 15 Ultra, læse vores konklusion og se vores anbefalinger til, hvem der bør købe den.

Se også: Sammenlign priser på Xiaomi-telefoner

Bedømmelse af Xiaomi 15 Ultra

  • Design & Materiale: 9/10
  • Brugervenlighed: 8/10
  • Batterilevetid: 10/10
  • Skærm: 10/10
  • Kamera: 10/10
  • Hastighed i brugerflade: 10/10
  • Datahastighed: 10/10
  • Spiloplevelse: 9/10
  • Antennekvalitet: 5/10
  • Samtalekvalitet: 7/10

Samlet karakter: 88/100

Pris og tilbud på Xiaomi 15 Ultra

Xiaomi 15 Ultra har en vejledende pris på 11.999 kroner og det kan naturligvis afskrække nogen. Dog så vi med 14 Ultra fra 2024, at den faldt meget i pris inden for relativ kort tid, så er du lidt tålmodig, kan du formentlig snart finde den til under 10.000 kroner. Du kan også finde den til 9.999 kroner i forbindelse med et særligt intro-tilbud frem til 16. marts.

Se aktuelle priser og tilbud på Xiaomi 15 Ultra her.

Konklusion på test af Xiaomi 15 Ultra

Sindssygt godt kamera

Først og fremmest skal vi omkring kameraet, som er det helt store nummer på Xiaomi 15 Ultra.

Xiaomi 15 Ultra byder på et banebrydende quad-kamerasystem, der sætter en ny standard for mobilfotografering. Hovedsensoren er Sonys 50 MP LYT-900 med en stor sensorstørrelse, hele 1”, der sikrer bedre lysindtag og detaljer i selv de mest udfordrende lysforhold.

Dertil kommer tre ekstra kameraer, to på 50 MP og et på hele 200 MP. Denne kombination gør det muligt at tage skarpe og detaljerige billeder næsten uanset afstand og perspektiv. Med Leicas optiske ekspertise integreret i softwaren lover Xiaomi 15 Ultra en farvepræcision og kontrast, der giver billeder en professionel kvalitet. Vi kan kun sige, at Xiaomi holder, hvad de lover.

Derudover understøtter kameraet 8K-videooptagelse, hvilket gør det til et stærkt værktøj for dem, der ønsker biograflignende videokvalitet direkte fra en smartphone.

Herunder kan du se en række billeder, vi har taget med Xiaomi 15 Ultra:

Se også: De bedste kameratelefoner

Design: Elegant og funktionelt

Hvordan er Xiaomi 15 Ultra ellers som mobil? Den har et stilrent og moderne design med en stor AMOLED-skærm, der leverer en skarp og farverig visning. Bagsiden har en markant kameramodul, som understreger telefonens fotografiske fokus. Det Leica-agtige kameradesign, som en af versionerne kommer i, er klart mest opsigtsvækkende og og flotteste, mens de to andre modeller i sort og grå er lidt mere anonyme.

Det er den sorte model, vi har fået til test, men vi har set den Leica-inspirerede model og den er virkelig flot.

Med et premium-materialevalg føles telefonen solid og luksuriøs i hånden, samtidig med at den er ergonomisk designet og dermed rar at bruge og holde i hånden.

Se også: Telefoner med bedst design

Brugerflade og opdateringer

Telefonen leveres med Xiaomis nyeste HyperOS-brugerflade, baseret på Android 15, HyperOS2 er vi kommet til. Det er en hurtig og brugervenlig brugerflade.

For tech-interesserede kan vi oplyse, at telefonen har Snapdragon 8 Elite Mobile Platform med 512 GB lagerplads og 16 GB RAM. Det er med andre ord en vanvittig kraftfuld mobil og alt flyder da også bare som smurt i olie.

Xiaomi har også forbedret sin opdateringspolitik, hvilket sikrer fem års software- og sikkerhedsopdateringer, så brugerne kan få glæde af telefonens funktioner i længere tid.

Se også: Telefoner med mange års opdateringer

Batteri og opladning

Xiaomi 15 Ultra er udstyret med et kraftfuldt batteri, der sikrer lang driftstid, selv ved intensiv brug. Telefonen understøtter lynhurtig 120W kablet opladning, hvilket gør det muligt at oplade batteriet relativt hurtigt. Cirka 25 minutter fra 1-100 procent. Skal der bare klatlades på vej ud af døren, så ryger den fra 1-50 procent på under et kvarter.

Derudover understøttes 50W trådløs opladning, så brugerne får fleksibilitet i deres opladningsmuligheder.

Se også: Smartphones med lang batteritid

Masser af AI-funktioner

En mobilproducent med respekt for sig selv kan naturligvis ikke lancere en premium-mobil uden at udstyre den med en masse AI-funktioner. Det gælder også for Xiaomi 15 Ultra. HyperOS 2.0 er fyldt med AI-drevne funktioner og Google Gemini kommer også med en række funktioner.

Google Gemini er integreret i Xiaomi 15 Ultra og kan hjælpe med alt fra at besvare spørgsmål og føre samtaler til at generere billeder. Funktionen Circle to Search gør det muligt at finde information om ethvert objekt på skærmen ved blot at tegne en cirkel omkring det.

Xiaomis egne AI-funktioner er samlet i en dedikeret menu i indstillingerne, hvor brugeren kan finde alt fra automatisk transskription med højttalerdetektion til realtids-oversættelse i både ansigt-til-ansigt-samtaler og telefonopkald. Systemet understøtter også AI-undertekster på tværs af apps.

Notes-appen kan oversætte, korrekturlæse og opsummere indhold på forskellige måder – også på dansk. Derudover kan man optage og transskribere møder, samtidig med at oversættelser kan foretages direkte i appen.

Nogle af AI-funktionerne, der er tale- eller tekstbaserede, understøtter ikke dansk, men kan man klare sig med for eksempel engelsk, så fungerer de faktisk rigtig godt.

Xiaomi 15 Ultra tilbyder også et omfattende sæt AI-baserede billedredigeringsfunktioner i galleriet. Man kan fjerne objekter og refleksioner, ændre himlens udseende, generere udvidede baggrunde og forbedre billeder ved hjælp af maskinlæring.

Her er det dog ikke alt, der fungerer lige godt. Den kan fjerne for eksempel en person i baggrunden på et billede, men erstatter så personen med et andet objekt i stedet for – for eksempel en laptop.

Se også: Telefoner med brugervenlige funktioner

Konklusion

Xiaomi 15 Ultra er en topklasse-smartphone, hvor kameraet er det helt store trækplaster. Med et avanceret Leica-kamerasystem baseret på Sonys kamerahardware, et elegant design, en strømlinet brugerflade og hurtig opladning er denne model en stærk konkurrent i premium-segmentet.

Er den et alternativ til andre dyre modeller som iPhone 16 Pro Max og Samsung Galaxy S25 Ultra? Den er helt sikkert på niveau med den slags modeller og faktisk mere interessant, særligt som kameramobil.

Se også: Hvilke telefoner er de bedste?

Kan Xiaomi 15 Ultra anbefales, og hvem skal købe den?

Xiaomi 15 Ultra kan anbefales at købe, hvis man er en stor kameraentusiast, der ikke hele tiden gider at slæbe rundt på et DSLR-kamera. Man får enormt mange spændende og brugbare muligheder med kameraet. Det er også muligt at købe et kamerakit til telefonen, så det ligner et kamera endnu mere + man kan tage endnu bedre billeder.

Som mobil indeholder Xiaomi 15 Ultra alt, som man kan forvente, når man skal betale 11.999 kroner (eller 9.999 kroner fra til 16. marts) og man får en mobil, der ikke ligner så meget andet på markedet. Særligt hvis man kan få fingre i i sølvkrom-versionen, der blander glasfiber med PU-læder, hvilket giver telefonen en meget flot retrofinish inspireret af den klassiske æstetik fra et Leica-kamera.

Alternativer til Xiaomi 15 Ultra

Xiaomi 15 Ultra er som sagt en virkelig spændende mobil, men der er også andre gode alternativer, hvis du ikke er helt sikker på, om den er noget for dig. Herunder kan du se tre af de bedste alternativer til Xiaomi 15 Ultra lige nu.

Se også: Test af smartphones