Test af Motorola Edge 20 Pro – luksus på tilbud

Motorola Edge 20 Pro er en meget anbefalelsesværdig telefon, som kun på enkelte områder kunne være bedre. Læs vores test af Motorola Edge 20 Pro.

Test af Motorola Edge 20 Pro – luksus på tilbud

Hvad hvis en spritny high-end flagskibstelefon kun kostede vejledende 4.999 kroner? I en tid, hvor nye toptelefoner snildt koster 8-10.000 kroner (eller mere), så er det forfriskende, at se Motorola gå denne vej med de nye Edge 20 Pro. Det store spørgsmål er dog, om Edge 20 Pro er alt det Motorola lover den er? Vi har haft Motorola Edge 20 Pro til test og her er vores anmeldelse af den.

Motorola Edge 20 Pro – bedømmelse

Design & Materiale: 8/10
Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 9/10
Kamera: 7/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 9/10
Antennekvalitet: 4/10
Samtalekvalitet: 6/10
Samlet karakter: 80/100

De bedste priser på Motorola Edge 20 Pro 256 GB

Opdateret 29/3 2024

Udbyder
Pris
Dagens bedste tilbud
happii.dk
Mindstepris
4.999,-
4.999,-
Euronics
Mindstepris
4.999,-
4.999,-
Merlin
Mindstepris
4.999,-
4.999,-

Motorola Edge 20 Pro 256 GB udbydes af 8 udbydere. Du kan spare op til 549,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Motorola Edge 20 Pro 256 GB

Sammenlign aktuelle priser hos 8 webshops »

Design – let og lækker

I den nye Edge-serie er Motorola gået væk fra et 21:9-skærmformat til et mere traditionelt 19,5:9-format. Det giver en lidt bredere og knap så lang Edge 20 Pro, som, kombineret med en utrolig tynd tykkelse, føles rar i hånden – og ikke mindst i lommen. Motorola Edge 20 Pro måler 163 x 76 x 7,9 mm og er vægten er på 180 gram.

Selvom Edge 20 Pro ikke skriger af luksus, så er det stadig en velbygget telefon. Skærmen er beskyttet med Gorilla Glass 5, er den behandlet til at modstå væske og den føles solid og holdbar. Dog gør rammen i plastik ikke noget godt for lækkerheden.

Der er et enkelt højtaler i bunden samt en USB-C-indgang. På højre side finder man volumeknap og power-knap/fingeraftrykslæser, og på venstre side en dedikeret knap til Google Assistent. Der er intet jackstik at finde i Edge 20 Pro.

Se også: Telefoner med holdbart design

Brugervenlighed

Når det kommer til brugervenlighed, så gør Motorola Edge 20 Pro det ganske godt. Der er dog enkelte ting, som trækker ned i denne kategori.

Motorola Edge 20 Pro har en fornuftig størrelse, hvor man relativt let kan nå rundt på hele skærmen med én hånd. Man har samtidig et fint greb i både bagside og ramme. De fysiske knapper på telefonen fungerer fint, men placeringen er ikke optimal. Både lydstyrke, Google Assistent og power-knap sidder alt for højt placeret. Samtidig stikker powerknappen ikke ud af rammen, hvorfor den ofte kan være svær at lokalisere. Fingeraftrykslæseren, der er indbygget i knappen, er dog både pålidelig og hurtig. Er der ikke en fingeraftrykslæser i skærmen, så foretrækker jeg dog personligt en placering på bagsiden.

På bagsiden finder man et tredobbelt kamera (som vi nok skal komme tilbage til), som stikker relativt langt ud. Og det betyder, at den vipper ganske meget, hvis den bruger brugt liggende på et bord. I hånden er Edge 20 Pro dog behagelig.

Brugerfladen i Edge 20 Pro er simpel, flot og meget lige til. Her er samtidig masser af gode funktioner og genveje, som gør det meget brugervenlig.

Motorola Edge 20 Pro er desuden IP54-certificeret, så den tåler både lidt støv og vand. Når det kommer til opdateringer, så loves der to års softwareopdateringer og tre års sikkerhedsopdateringer, hvilket er i den lave ende.

Se også: Mest simple smartphones

Batterilevetid

I forhold til forgængeren Motorola Edge+ er batterikapaciteten gået ned, fra 5.000 til 4.500 mAh. Det betyder dog ikke, at den nye Edge 20 Pro ikke har god batteritid. Faktisk har Motorola Edge 20 Pro en rigtig god batteritid.

Med et ganske almindeligt forbrug holder Edge 20 Pro et sted mellem halvanden og to dage. Bruger man aktivt telefonen meget, til fx fotos, video, spil eller andet, så kan man godt tvinge batteriet i bund på en enkelt dag. Der er forskel på om man vælger 60, automatisk 120 Hz eller 144 Hz i skærmens indstillinger, da flere hertz tærer på batteriet. Jeg anbefaler “automatisk 120 hz”, som er en god balance mellem højere frekvens og batteritid.

Der er ingen trådløs opladning, men der er til gengæld hurtig opladning. Dens 30W-hurtigopladning giver omtrent 60 procent på 30 minutters opladning.

Se også: Mobiltelefoner med bedst batteritid

Skærm

Det er en skøn skærm, der sidder i Motorola Edge 20 Pro. Størrelsen er 6,7 tommer, der er hele 1 milliard farver at gøre godt med, op til 144 Hz og support for HDR10+ – og heldigvis, så er det også en OLED-skærm.

Der er tydeligvis ikke sparet på skærmen denne gang, for her er flotte farver, masser af lys og altså helt op til 144 Hz. Og derudover, så er jeg personligt stor fan af flade skærme.

Man kan i telefonens indstillinger vælge mellem 60, automatisk 120 Hz eller 144 Hz opdateringshastighed. 60 har jeg ikke brugt meget tid på, men har skiftet mellem 144 og 120 Hz, hvor jeg er endt på 120 Hz. Her får man en hurtig og flydende oplevelse og sparer samtidig lidt på batteriet.

Til at beskytte skærmen er der Gorilla Glass 5.

Er du vil med masser af pixels, så er dette nok ikke en skærm for dig. Det er “kun” en fuld HD-skærm og ikke 2K, som mange topmodeller tilbyder. Personligt synes jeg fuld HD er et fint kompromis mellem energiforbrug og opløsning.

Se også: Mobiltelefoner med bedste skærme

Hastighed i brugerflade

Godt nok er Motorola Edge 20 Pro den nyeste topmodel fra producenten, men det er denne gang ikke helt så vilde specifikationer, som hverken forgænger eller andre topmodeller byder på. Spørgsmålet er om det er nødvendigt?

Moto Edge 20 Pro kommer i stedet med en Snapdragon 870-chip, som i direkte sammenligning ikke kan hamle op med Snapdragon 888-topmodellen, som er den mest populære chip til topmodeller. Derudover er der 12 GB LPDDR5 og 256 GB UFS 3.1 lagerplads.

Og selvom det ikke er markedets hurtigste chipset, der sidder i Motorola Edge 20 Pro, så har i min test været utroligt kvik i optrækket. Faktisk føles den hastighedsmæssigt lige så hurtig som de andre topmodeller. Dertil skal det siges, at kombinationen af hurtig lagerplads, RAM, 144 Hz skærm, Motorolas veloptimerede brugerflade og Snapdragon 870 i sammenspil giver en meget hurtig mobiltelefon, som trækker alt du kaster efter den. Jeg ser ingen grund til at gå efter en mobiltelefon med en hurtigere processor, for det her er rigeligt hurtigt – også i flere år frem.

Se også: Telefoner med lynhurtig brugerflade

Motorola Edge 20 Pro
Motorola Edge 20 Pro har tredobbelt kamera med op til 5x optisk zoom.

Kamera

Motorola Edge 20 Pro kommer med en ny stor 108 megapixel sensor, og har derudover et telefotokamera med op til 5x optisk zoom samt et ultravidvinkelkamera, som også fungerer som makrokamera. Når der købes ny mobiltelefon i dag, så er kameraet utroligt vigtigt for mange. Ofte er det på højde med ting som batteritid, skærm og lignende. Og hvordan er kameraoplevelsen så i Motorola Edge 20 Pro? God og på samme tid skuffende. Og egentlig kan det siges meget let.

For tager man billeder i dagslys, så gør Motorola Edge 20 Pro det godt. Billederne med alle tre kameraer fremstår klare og med naturlige farver. Den dynamiske rækkevidde er ikke helt i top, men ellers er billeder fine. Jeg får også en god oplevelse, når jeg tager billeder med portrætfunktion og makro. Desværre er der ret stor forskel på farverne, når man skifter mellem ultravidvinkel og hovedkamera, men det er til at leve med. Og den nye telefoto med 5x optisk zoom gør det også rigtig godt.

Hvad der derimod ikke er godt nok er billeder taget ved lav belysning, altså indendørs/aften/nat. Selvom der er en dedikeret natfunktion, så er resultatet ret skuffende. Kameraerne er simpelthen bare ikke lysstærke nok. Når der ikke er meget lys, så bliver det noget ret utydeligt noget med masser af støj og mangel på farver. Og er der samtidig bevægelse på, så går det helt galt.

Så der findes bedre kameraer end Motorola Edge 20 Pro, men til prisen er det godkendt.

Se også: Mobiltelefoner med bedste kamera

Datahastighed

Når det kommer til hastigheden på nettet, så gør Motorola Edge 20 Pro det godt. Her er selvfølgelig 4G, men også 5G – dog ikke med mmWave. Og 5G frekvenser fanger den ganske fint herhjemme. Jeg får ikke helt samme høje downloadhastigheder, som jeg gør på en iPhone 12 Pro, men det er helt bestemt godkendt.

Her er også Wi-Fi 6, som er en nyere standard inden for Wi-Fi-netværk. Det kræver også netværksudstyr, som understøtter det, men skulle give et hurtigere og mere stabilt Wi-Fi.

I min test af Motorola Edge 20 Pro har jeg haft en god oplevelse af datahastigheden og forbindelserne. Her har ingen udfald været og den har aldrig været langsom på nettet.

Se også: Telefoner, der er hurtige på nettet

Spil

Med en stor 6,7 tommer skærm med op til 144 Hz, masser af skærmlys, en hurtig Snapdragon 870, 12 GB RAM og rigeligt med lager, så er der lagt op til en god omgang gaming på Motorola Edge 20 Pro.

Derudover kommer den med en række gode spilfunktioner, hvor man fx kan blokere notifikationer og opkald, optimere lyd og lysstyrke og meget mere. Der er ingen genvejsknapper og lignende, som man finder på de dedikerede gamingtelefoner, men udover denne mangel, så er Edge 20 Pro en virkelig god telefon til spil.

En enkelt ting jeg savner er dog stereohøjtalere. Spiller man uden hovedtelefoner, så giver stereohøjtalere en langt bedre oplevelse i både spil, video, musik og andet. Mono-højtaleren i bunden af telefonen går det dog fornuftigt.

Se også: Disse telefoner er de bedste til spil

Antennekvalitet

Motorola Edge 20 Pro har en SAR-værdi på 1.0 W/kg, hvilket er i den højere ende. Den højere SAR-værdi kan betyde, at det kan være sværere at fange et ordentligt mobilsignal, når dækningen er mangelfuld. Samtidig kan det også tvinge telefonen til at bruge mere energi, hvis den skal fastholde et svagt signal.

Er du bekymret for SAR-værdien og mobilstråling, så kan du eventuelt benytte et headset, så du undgår at holde telefonen ved øret.

Se også: Telefoner med god antennekvalitet

Motorola Edge 20 Pro
Motorola Edge 20 Pro er god at snakke i. SAR-værdien er dog i den høje ende.

Samtalekvalitet

Samtalekvaliteten på Motorola Edge 20 Pro har i min test-tid været rigtig god. Her er både voLTE og Wi-Fi-opkald, hvilket giver samtaler med lyd i HD. Lyden er høj og klar og mikrofonerne opfanger tydeligt min stemme. Er der støj i baggrunden under opkald, så bliver disse også filtreret ganske godt fra.

Håndfri- og videoopkald klarer Edge 20 Pro også fornuftigt, men igen mangler jeg her stereohøjtalere for den bedste lyd. Man får nemlig let dækket den enkelt højtaler i bunden med håndfladen.

Se også: Mobiltelefoner med god samtalekvalitet

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

Med en vejledende pris på 4.999 kroner for Motorola Edge 20 Pro, så er det imponerende hvor tæt man kommer på en flagskibstelefon. Den har lynhurtig ydelse, har en flot og hurtig skærm, masser af RAM og lagerplads og her er også en god batteritid. Motorolas brugerflade er, som altid, flot, simpel, hurtig og har nogle gode unikke funktioner. Den kan ikke helt matche de dyrere topmodeller, på flere områder, men man får voldsomt meget for pengene. Og for langt de fleste, så er der ingen grund til at købe dyrere end denne telefon.

Det er svært at finde noget dårligt at sige om Motorola Edge 20 Pro. Der er nogle småting, men hvor den har skuffet mig mest er på kameraet. Grundlæggende er det et godt kamera, lige indtil når ikke er dagslys til stede. Uden meget lyd, så falder kvaliteten drastisk. Og så er ultravidvinkelkameraet heller ikke af den højeste kvalitet, men dog stadig brugbart. Modsat er jeg vild med dens 5x zoom.

Der er rigtig meget telefon for under 5.000 kroner i Motorola Edge 20 Pro, og jeg vil helt bestemt anbefale den. Er prisen lige i overkanten, så kan lillebror Edge 20 være et oplagt valg. Uden at gå alt for meget på kompromis sparer man 1.300 kroner. Du kan læse vores test af Motorola Edge 20 her.

For

  • Flot skærm med op til 144 Hz
  • Hurtig ydelse
  • Lang batteritid
  • Masser af RAM og lagerplads
  • God software med brugbare ekstrafunktioner
  • God til spil
  • Kameraet er godt, når der er tiltrækkeligt lys

Mod

  • Ingen trådløs opladning
  • Skuffende kamerakvalitet ved svagt lys
  • Ingen stereohøjtalere
  • Antennekvaliteten

Motorola Edge 20 Pro – specifikationer og funktioner

  • Mål: 163 x 76 x 7,9 mm
  • Vægt 185 gram
  • System: Android 11
  • Skærm: 6,7 tommer OLED, fuld HD, 2.400 x 1.080 pixel, Corning Gorilla Glass 5, HDR10+, 144 Hz refresh rate
  • Processor: Snapdragon 870, otte kerner
  • RAM: 12 GB
  • Indbygget hukommelse: 256 GB
  • Batteri: 4.500 mAh, 30W opladning
  • Datahastighed: 1,2 Gbit/s (4G) + 5G
  • Kamera: 108 + 8 + 16 megapixel, fasedetektion autofokus, OIS, 5 x optisk zoom, fotolys, blænde F/1.9
  • Frontkamera: 32 megapixel, F/2.3
  • Video: op til 8K ved 24 fps
  • Tilslutninger: USB Type C, Bluetooth 5.1, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/6
  • Sar værdi: 1,0 W/kg
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Nej
  • NFC: Ja

Se også: Test af Motorola telefoner