Test af Sony Xperia 10 III – stærk på batteri og holdbarhed
Sony er tilbage med tre nye telefoner i deres efterhånden velkendte Xperia-serie. En serie af telefoner, hvor der længe har været et stort fokus på kameraet, og hvor Sony senere hen også har prioriteret ting som lydkvalitet, skærm, batteripleje og spil højt. Den nyeste generation går under Xperia III, hvor vi har en topmodel (Xperia 1 III), en kompakt topmodel (Xperia 5 III) og til sidst mellemklassevarianten Xperia 10 III. I denne anmeldelse er det den sidstnævnte vi skal tage et kig på. Sony Xperia 10 III har en vejledende pris på 3.500 kroner – er den pengene værd? Læs vores test af Sony Xperia 10 III og få svaret.
Jeg husker stadig min første Sony smartphone. Den gik faktisk også under navnet Xperia, nemlig Xperia X10, som blev lanceret i 2010, da Ericsson også var med inde over. Meget er sket siden da – og heldigvis er Sonys telefoner blevet bedre, for X10 var bestemt ikke noget at råbe hurra for. De nye Sony Xperia-telefoner er noget helt andet. De seneste to generation har Sony vist, at de vil tilbage igen, tilbage blandt de bedste smartphones på markedet. Og de har vist en enorm fremgang. Er tredje gang lykkens gang?
Xperia 10 er en mellemklassetelefon, som prismæssigt ligger en anelse over nogle af de store konkurrenter på markedet. Værd at fremhæve er, på papiret, en imponerende skærm i et praktisk format, 5G, et stort 4.500 mAh batteri, IP65/IP68-klassificering, tredobbelt kamera og til lydnørderne DSEE Ultimate. Og ikke mindst et jackstik. Lad os dykke ned i Sony Xperia 10 III og få et bedre indtryk af den.
Se også: Reparation af Sony Xperia 10
Sony Xperia 10 III – bedømmelse
Design & Materiale: 7/10
Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 10/10
Skærm: 7/10
Kamera: 7/10
Hastighed i brugerflade: 6/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 5/10
Antennekvalitet: 4/10
Samtalekvalitet: 5/10
Samlet karakter: 69/100
De bedste priser på Sony Xperia 10 III
Opdateret 21/11 2024
Sony Xperia 10 III udbydes af 9 udbydere. Du kan spare op til 2.320,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Sony Xperia 10 III
Designet på Sony Xperia 10 III
Det er ikke fordi Sony Xperia 10 III er en grim telefon. Den ser okay ud, men er også en anelse kedelig at se på. Og når man får den i hånden, så bliver det første indtryk ikke umiddelbart bedre. Telefonen er egentlig fint bygget, men den skiller sig ikke rigtig ud fra mængden på nogen måde, og plastikrammen og telefonen i sig selv, føles ikke særligt “premium” og lækkert. Men selvom den ikke just er et designvidunder, så skal man ikke lade sig snyde.
For Xperia 10 III imponerer på andre områder, fx på holdbarhed. Plastiskrammen er nemlig holdbar, for- og bagsiden er beskyttet med Gorilla Glass 6 og den kommer med en IP65/IP68-klassificering, så vand og støv kan bare komme an.
Med et meget aflangt format er Xperia 10 III let at bruge med én hånd. Den er samtidig meget lille, for en Android-telefon at være, og den vejer kun 169 gram.
Den gemmer på en udmærket kapacitiv fingeraftrykslæser på siden, i en knap som også fungerer som powerknap. Og så gemmer der sig endda et 3,5 mm jackstik i den.
Se også: De flotteste og mest holdbare telefoner
En meget brugervenlig Android
Når det kommer til brugervenlighed, så rammer Sony virkelig plet med Sony Xperia 10 III, bortset fra to mindre mangler.
Starter vi på ydersiden, så er, som nævnt i afsnittet før, Sony Xperia 10 III utroligt let at bruge med en hånd. Når man er vant til at teste kæmpe telefoner, så har det været en fornøjelse at hive Sony Xperia 10 III op ad lommen og bare kunne nå alt med én hånd. Det skyldes to ting: en skærm på kun 6 tommer giver små ydre mål og 21:9-skærmformatet gør den utroligt smal.
Softwaren er bestemt også en styrke ved Sonyen. Det er ren Android (Android 11), som Google har designet det, dog med Sony egne apps præinstalleret. Det er simpelt, hurtigt og praktisk. Sonys tilføjelser til Android er virkelig gode og brugbare, såsom batteripleje. Mindre god er dog deres Side Sense, men det kan deaktiveres.
Og selvom jeg 99 procent af tiden bruger bluetooth, så er jackstik stadig dejligt at have.
Der er dog to mangler ved Xperia 10 III, som bestemt er af den mindre slags, men som jeg finder relevante. Der er ingen ansigtsoplåsning og ingen fysisk kameraudløser, som man normalt finder på Xperia-telefoner.
Se også: Telefoner med bedst brugervenlighed
Lang batteritid på Sony Xperia 10 III
I den tid jeg har haft Sony Xperia 10 III til test, har jeg været meget imponeret over batteritiden. Det er en virkelig stor forbedring i forhold til forgængeren. Det 4.500 mAh batteri holder gerne to dage ved normalt brug – og også gerne lidt mere.
Oveni i hatten har Sony nogle virkelig gode funktioner til batteripleje, så man også har en telefon, der holder strøm i lang tid om tre år.
Hvad der derimod ikke er imponerende er opladningssituationen. Xperia 10 III kommer nemlig med en 7,5W oplader. Tænk at de stadig findes i en tid, hvor standarden nærmere er 30w. Men det betyder at det store batteri tager næsten tre timer om, at gå fra 0-100 procent. Efter en halv time i opladeren, så nåede den at runde 20 procent. Og det er altså så langt fra konkurrenterne, som det kan være. Den 1.000 kroner billigere OnePlus Nord CE tog i vores test under en time om en fuld opladning.
Og så er der heller ingen trådløs opladning.
Se også: Disse telefoner har bedst batteritid
Skærmen i Xperia 10 III skuffer
På papiret ser skærmen i Sony Xperia 10 III virkelig lovende ud. Det er en 6 tommer OLED-skærm, HDR-understøttelse, i fuld HD og i 21:9-format. Og den er da også udmærket, men skuffer alligevel på nogle områder: Den er ikke voldsomt lysstærk og den har en standard 60 Hz-skærmopdatering. Her kan Sony Xperia 10 III ikke hamle op med de bedste konkurrenter (til billigere penge).
Xperia 10 III har dog dejligt mange muligheder for, at tilpasse skærmens farver og hvidbalance. Og derudover er jeg fan af 21:9-skærmformatet, som gør det lettere at gå de vigtigste funktioner og knapper i brugerfladen.
Se også: Telefoner med de aller bedste skærme
Hastighed og ydelse… skuffer også
Jeg er generelt virkelig imponeret over, hvor gode mellemklassetelefonerne er blevet. De er mere kapable end de nogensinde har været. Mellemklassetelefonerne er blevet hurtige… men bare ikke Sony Xperia 10 III. Xperia 10 III er ikke langsom, men den mangler bare e kræftoverskud, som vi ser hos konkurrenterne – og det mærkes i den daglige brug.
Under motorhjelmen finder vi en Snapdragon 690, 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. Lagerpladsen kan udvides med et MicroSD-hukommelseskort.
Kombineret med en 60 Hz-skærm, så er det desværre ikke den flydende og hurtige oplevelse, som man får andre steder i prisklassen.
Med det sagt, så klarer Xperia 10 III dog hvad man kaster efter den, fra almindelig internetbrowsing til tungere spil.
Når det kommer til opdateringer, så har Sony ikke meldt noget ud omkring, hvor længe Xperia 10 III får Android-opdateringer og sikkerhedsopdateringer. Men deres generelle udmelding er 1 års Android-opdateringer og sikkerhedsopdateringer i mindst to år – og det er under standarden i branchen.
Se også: De hurtigste telefoner på markedet
Et fleksibelt kamera
Kameraet i Sony Xperia 10 III er både godt og knap så godt. I telefonen sidder der sammenlagt fire kameraer; et frontkamera, et 12 megapixel hovedkamera samt et telefotokamera og ultravidvinkelkamera. Hvad jeg virkelig godt kan lide ved Xperia 10 III og dens kamera er, at Sony ikke har spist os af med små uduelige kamerasensorer, som man alligevel aldrig bruger, fx et 2 MP makrokamera. Her får man tre forskellige kameraer på bagsiden, som giver kameraet en stor fleksibilitet.
Når det kommer til kameraets kunnen, så er det en blandet oplevelse. Den tager gode billeder i dagslys, det er skønt med 2x optisk zoom, den har en fin ultravidvinkel og portrætbilleder er helt godkendt. Men når lyset bliver mindre, så daler kvaliteten også – alt for meget. Selfies er heller ikke specielt imponerende.
Her er billeder taget med Sony Xperia 10 III:
Datahastighed
Sony Xperia 10 III har forbindelserne i orden, lige bortset fra manglen på nyere Wi-Fi-standarder. Den har selvfølgelig 4G, men har også 5G. Der er Wi-Fi a/b/g/n/ac, men altså ingen Wi-Fi 6 og slet ingen 6e.
Af andre forbindelser byder Xperia 10 på bluetooth 5.1 med aptX HD og der er også mulighed for kablet lyd med hovedtelefonstik.
Og når det kommer til forbindelser i brug, så har Xperia 10 III gjort det godt. Både Wi-Fi, bluetooth og 4G har fungeret upåklageligt. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at prøve 5G på Sony Xperia 10 III i min test.
Se også: Disse telefoner er hurtige på nettet
Ikke oplagt til spil
Hvor Sony i de andre modeller i Xperia-serien har fokus på spiloplevelsen, så er det ikke tilfældet i Xperia 10 III. Det er der flere grunde til. Egentlig har den kræfter nok til at trække spil, men skærmen er lille og ikke meget lysstærk, den har kun 60 Hz-skærmopdatering og der er ingen stereohøjtalere i den. Derudover er der heller ingen specifikke gaming-funktioner, som kan være med til at højne oplevelsen i spil.
Sony Xperia 10 III klarer fint et spil her og der, men det er ikke her man får den bedste gaming-telefon.
Se også: De bedste telefoner til gaming
Antennekvalitet i den lave ende
Når det kommer til antennen i Sony Xperia 10 III, så er den desværre ikke i den gode ende af skalaen. Den har en SAR-værdi på 1,07 W/kg, hvilket er i den høje ende. Det kan betyde, at er man i et område med dårlig mobildækning, så taber Xperia 10 III lettere forbindelsen i mobilnetværket. Det betyder endvidere at den skal arbejde hårdere for, at fastholde signalet til mobilmasterne.
Det skal dog dertil siges, at jeg i min test af Sony Xperia 10 III ikke har oplevet problemer med antennen, både når det kommer til samtaler og datahastighed.
Se også: Her er telefonerne med den bedste antenne
Samtalekvalitet
Til samtaler gør Xperia 10 III det ganske udmærket, specielt hvis man benytter sig af voLTE og Wi-Fi-opkald. Ørestykket giver en fin og klar lyd, men lyden over højtaleren imponerer ikke.
Man finder ingen yderligere muligheder for, at tilpasse lyden i telefonen, lige udover muligheden for at aktivere DSEE Ultimate, som opskalerer komprimeret musik ved brug af AI. Og når det kommer til musik og anden lyd over hovedtelefoner, så klarer Xperia 10 III det godt.
Se også: Snakker du meget i telefon? Disse telefoner gør det bedst
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Isoleret set er Sony Xperia 10 III en fin telefon, som generelt giver en god oplevelse. Den har en skøn størrelse, som letter enhåndsbetjening og gør den meget lommevenlig, den har imponerende lang batteritid og et fint fleksibelt kamera. Derudover er den utroligt holdbar.
Hvor det ikke helt spiller for Sonyen er, når man tager prisen med i betragtningen. Med en vejledende pris på 3.500 kroner for Sony Xperia 10 III, så er det for dyrt i forhold til konkurrenterne, som ovenikøbet er bedre på flere områder – fx skærm, opladning, lyd, opdateringer og mere.
Hvem skal købe Sony Xperia 10 III? Vil du gerne have en telefon, der er meget holdbar, er kompakt og har lang batteritid, så er det her Xperia 10 III stråler. Men kan kunne med fordel vente til den falder i pris.
For
- God størrelse, vejer ikke meget og er let at enhåndsbetjene
- Holdbarhed i top med gorilla glass på begge sider og IP68 certificering
- Lang batteritid
- Fleksibelt kamera
- Brugervenlig software
Imod
- Mangler til tider kræfter
- Kun 60 Hz skærm
- Ingen stereohøjtalere
- Langsom opladning
- Kameraet skuffer, når der ikke er meget lys til stede
Populære alternativer
Herunder lister vi tre gode og populære alternativer.
De bedste priser på OnePlus Nord CE 5G 8 GB RAM + 128 GB
Opdateret 21/11 2024
OnePlus Nord CE 5G 8 GB RAM + 128 GB udbydes af 9 udbydere. Du kan spare op til 1.125,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på OnePlus Nord CE 5G 8 GB RAM + 128 GB
De bedste priser på Samsung Galaxy A52 4G 128 GB
Opdateret 21/11 2024
Samsung Galaxy A52 4G 128 GB udbydes af 12 udbydere. Du kan spare op til 1.038,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy A52 4G 128 GB
De bedste priser på Apple iPhone 12 64 GB
Opdateret 21/11 2024
Apple iPhone 12 64 GB udbydes af 25 udbydere. Du kan spare op til 4.014,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Apple iPhone 12 64 GB
Sony Xperia 10 III – specifikationer og funktioner
- Mål: 154 x 68 x 8,3 mm
- Vægt: 169 gram
- System: Android 11
- Processor: Snapdragon 690 5G, otte kerner
- Skærm: 6 tommer, fuld HD+ (2.520 x 1.080)
- RAM: 6 GB RAM
- Hukommelse: 128 GB, plads til hukommelseskort
- Batteri: 4.500 mAh med 7,5W oplader
- Datahastighed: 4G + 5G
- Kamera: 12 + 8 + 8 megapixel, blænde F/1.8, autofokus
- Frontkamera: 8 megapixel, blænde f/2.0
- Video: 4K ved 30 fps
- Opkobling: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.1 A2DP aptX HD, USB-C, 3,5 jackstik
- GPS: Ja, (A-GPS, Galileo)
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
- Sar-værdi: 1,07 W/kg
- Øvrigt: Accelerometer, fingeraftryksscanner, Gyro Sensor, kompas
- Pris: 3.499 kroner
Se også: Test af telefoner