Test af Xiaomi 12 Pro – ganske enkelt fremragende
Xiaomi 12 Pro brager ind på det danske mobilmarked med en kombination af muskler og elegance og på et par punkter sætter telefonen alle konkurrenter til vægs. Læs vores test af Xiaomi 12 Pro og forstå, hvorfor den allerede her kun tre måneder inde i 2022 har alle kort til at blive årets mobil.
Xiaomi 12 Pro – bedømmelse
Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 10/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 10/10
Antennekvalitet: 7/10
Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 91/100
Find bedste pris på Xiaomi 12 Pro her.
Design
Designmæssigt er Xiaomi 12 Pro virkelig flot og velbygget. Kameramodulet på bagsiden er iøjnefaldende og særligt den ene optik er virkelig stor sammenlignet med, hvad man ellers ser. Der skal ikke så meget til for at give et anderledes designudtryk og det lykkedes fint med kameramodulet for Xiaomi.
Skærmen er beskyttet med Gorilla Glass Victus, den mest robuste skærmtype lige nu fra Corning. Telefonen er dog ikke oplyst til at være vandtæt i henhold til IP-certificering.
Xiaomis egne apps er som udgangspunkt lige en tand for pang-lystne i farverne til min smag, men det kan man ændre hurtigt i indstillinger. Derimod synes jeg, at designet til hurtigmenuen er virkelig flot og stilfuldt.
Se også: De flotteste og mest holdbare telefoner
Brugervenlighed
Trods en skærm på 6,73 tommer er det lykkedes at lave et format, der er håndtérbart, også med en hånd. Det er for eksempel meget praktisk, at man kan trække hurtigmenuen ned blot ved at trække en finger ned over skærmens øverste halvdel.
Brugerfladen MIUI 13, der er trukket hen over Android 12, er let at finde rundt i og bruge og et par funktioner stikker ud. For eksempel “Ignorer, at kanterne berøres ved et uheld”. Her kan man indstille, hvor bred kant i siderne der skal ignorere tryk.
Mange telefoner i dag har skærm, der “går udover” kanten og man kommer derfor let til at trykke på skærmen og aktivere noget ved uheld. Denne funktion er faktisk med til at eliminere dette.
Der er også mange værktøjer til at holde telefonen hurtig og sikker. I dag bruger man sin mobil til uhyre mange ting og den samler masser af data og indhold i, der kan ligge og sløve telefonen.
Derfor bør man en gang i mellem bruge to minutter på at rydde op og slette unødvendigt indhold og til det får man masser af hjælp fra MIUI-brugerfladen.
En lidt overraskende funktion i telefonen er muligheden for at måle ens puls med den optiske fingeraftryksscanner.
Den havde jeg ikke meget fidus til, inden jeg prøvede den af. Hvor præcis kan den lige være? Faktisk meget præcis, i hvert fald stort set helt på niveau med pulsmåleren på Samsung Galaxy Watch 4.
Se også: Telefoner med bedst brugervenlighed
Batteri og opladning
Batteriet på 4.600 mAh er lige i underkanten af, hvad man kan forvente sig af en premium-mobil med Android. Der er rigeligt til en dags brug, men i underkanten til to dages brug.
Til gengæld kommer telefonen med hele 120W oplader i æsken og den kan lade op fra 1-100 procent på 18 minutter. Det er et vanvittigt tempo og helt uhørt hurtigt her på vores breddegrader. Jeg skal hilse og sige, at det er totalt optur med så hurtig opladning. Bare 5-7 minutters opladning og man er kørende til resten af dagen. Vildt, og vildt dejligt.
Er man ikke til kablet opladning, men foretrækker trådløs opladning, kan det gøres med op til 50W. Det går faktisk også rigtig hurtigt, hvis man altså lige har sådan en trådløs oplader ved hånden.
Se også: Disse telefoner har bedst batteritid
Skærm
Skærmen på 6,73 tommer holder et ekstremt højt niveau. Der er tale om en LTPO AMOLED-skærm, der understøtter 68 milliarder farver og har 2K-opløsning. Der er skærmteknikker som Dolby Vision, HDR10+ og lysstyrke på op til 1.500 nits. Lysstyrken er ekstremt høj og gør, at man uden besvær kan se alt på skærmen selv i direkte sollys.
Farverne er rigtig flotte og naturtro, skarpheden helt i top og så reagerer skærmen godt og hurtigt på tryk og når man scroller rundt i telefonen. Der er mange brugbare indstillinger og funktioner til skærmen alt efter, hvad man bruger telefonen til.
68 milliarder farver kan lyde helt vanvittigt, nu hvor OnePlus for eksempel lige har pralet med 1 milliard farver på deres nye OnePlus 10 Pro. 12 Pro skulle dermed være den første mobil i verden, der kan gengive 12-bit farver. For at udnytte dette skal vi bruge optagelser og indhold, der er optaget i Dolby Vision-format. Først da kan vi nyde den største farvedybde, der nogensinde er set på en smartphone. Så er spørgsmålet om man kan støve den slags indhold op andre steder.
I praksis skal man dog nok have et usædvanligt skarpt blik, hvis man kan se forskel på farverne på skærmen på de to telefoner.
Skærmen understøtter også 10-bit farver og er udstyret med SGS Eye Care Display Certification. Det betyder, at du kan kigge længe på skærmen uden at øjnene og dermed også hovedet bliver helt så træt som normalt.
Se også: Telefoner med de bedste skærme
Kamera
Xiaomi er gået væk fra den store 108 megapixel sensor, som vi så i blandt andet 11T Pro. I stedet satser de på en 50 megapixel Sony IMX707-sensor med store pixels, pixel binning og OIS. Der sidder også et dedikeret kamera til portræt på bagsiden samt et ultravidvinkelkamera – begge også 50 megapixel hver.
Alle tre kameraer på bagsiden har altså 50 megapixel – det er sjældent, vi ser så mange på alle tre. Blænden går ned til F/1.9, der er autofokus, OIS, 2 x optisk zoom, dual-tone flash, HDR og andre kamerateknikker. Xiaomi oplyser, at de har arbejdet med på at gøre telefonen bedre til at tage billeder i mørke og meget tyder på, at der er noget om snakken. Den tager i hvert fald rigtig fine billeder, selv når det er nærmest helt mørkt.
Video kan optages i 8K.
På fronten sidder et selfie-kamera på 32 megapixel med vidvinkelindstilling og video kan optages i fuld HD med frontkameraet.
Herunder kan du se eksempler på billeder taget med Xiaomi 12 Pro.
Se også: Telefoner der tager de bedste billeder
Navigationshastighed
Brugerfladen er Android 12 med MIUI 13 trukket henover. Sammen med Snapdragon 8 Gen. 1 og 8 eller 12 GB RAM får man en mobil, der er ekstremt hurtigt i brugerfladen.
Den kan også håndtere vel nærmest uendeligt mange apps og spil på samme tid uden, at det påvirker hastigheden i telefonen.
Telefonen får tre store Android-opdateringer – den lægger ud med Android 12 fra start og ender altså at med at få Android 15. Når det gælder sikkerhedsopdateringer, får den dem i fire år.
Se også: Telefoner med hurtige brugerflader
Datahastighed
Opkoblingsmæssigt kan jeg ikke sætte en finger på 12 Pro. Der er 5G, hurtig 4G, WiFi 6, Bluetooth 5.2.
Der er til det hele, både internet, opkobling til headset, højtalere og andre enheder.
Se også: Telefoner med hurtigt internet
Spiloplevelse
Det er slet ikke så let at skabe den ultimative mobil til gaming, mange ting skal gå op i en højere enhed.
Skærmen skal være god. Ydeevnen skal være god. Batteritiden skal være god. Lyden skal være god. Endelig må den også gerne have særlige gaming-indstillinger, så telefonen for eksempel kan allokere mest mulig ydeevne til det spil, man spiller, hvis der er behov for ekstra saft og kraft.
Jeg kan sætte flueben ved det hele og jeg har allerede hygget mig godt med Call of Duty og Fifa 2022 på telefonen.
Se også: De bedste telefoner til spil
Antennekvalitet
Antennekvaliteten er i orden uden at være fantastisk. Sar-værdien er oplyst til at være 0,599 W/kg og det kan den sagtens være bekendt. Mange nye telefoner har sar-værdi tæt på 1 W/kg.
Jo lavere sar-værdi desto bedre antennekvalitet er der tale om. Det betyder, at telefonen er bedre til at fange og holde mobilsignalet. Videre betyder det, at ydeevnen og batteritiden ikke påvirkes lige så meget som på telefoner med dårlig antennekvalitet.
Se også: Her er telefonerne med bedste antenne
Samtalekvalitet
Der er ingen særlige indstillinger til samtalelyden i Xiaomi 12 Pro, men jeg har ingen problemer overhovedet med lyden.
Lyden er klar og tydeligt hos både mig selv og den jeg taler med.
Se også: Telefoner med bedste samtalekvalitet
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Det er et par vilde dage på mobilfronten for tiden. Vi har lige testet OnePlus 10 Pro som er en helt igennem fremragende mobil og den første ægte premium-mobil fra selskabet. Nu kommer Xiaomi 12 Pro så bragende ind på mobilscenen og leverer en mindst lige så fremragende oplevelse.
Xiaomi 12 Pro har alle kort på hånden til at blive årets bedste mobil og den kommer med den ene royal flush efter den anden: Skærmen, kameraet, hastigheden i brugerfladen, opladningshastigheden, designet og format.
Samsung dominerer Android-markedet i Danmark, men for tiden bliver de budt op til dans fra flere sider. Ikke bare Samsung men også konkurrenter som OnePlus og Motorola skal virkelig til at kridte danseskoene op, hvis de ikke skal blive blæst baglæns ud af Xiaomi 12 Pro, særligt hvis den får fodfæste hos teleselskaberne.
Fordele:
- Godt design
- Fremragende skærm
- Utrolig hurtig opladning
- Fremragende kamera
Ulemper:
- Ingen IP-certificering
- Lidt svagt batteri
- Begrænset optisk zoom
Find bedste pris på Xiaomi 12 Pro her.
Alternativer til Xiaomi 12 Pro
De bedste priser på Samsung Galaxy S22+ (Android) 256 GB
Opdateret 13/11 2024
Samsung Galaxy S22+ (Android) 256 GB udbydes af 12 udbydere. Du kan spare op til 4.435,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy S22+ (Android) 256 GB
De bedste priser på OnePlus 9 Pro (Android) 128 GB
Opdateret 13/11 2024
OnePlus 9 Pro (Android) 128 GB udbydes af 12 udbydere. Du kan spare op til 3.754,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på OnePlus 9 Pro (Android) 128 GB
De bedste priser på Motorola Edge 30 Pro 256 GB
Opdateret 13/11 2024
Motorola Edge 30 Pro 256 GB udbydes af 11 udbydere. Du kan spare op til 2.874,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Motorola Edge 30 Pro 256 GB
Xiaomi 12 Pro – specifikationer og funktioner
Mål: 163,6 x 74,6 x 8,2 mm
Vægt: 204 gram
System: Android 12 (får tre store Android-opdateringer)
Processor: Snapdragon 8 Gen 1
Skærm: 6,73 tommer, LTPO2 AMOLED, 2K (3.216 x 1.440 pixel), 68 milliarder farver, 120 HZ refresh rate, Gorilla Glass Victus, 1.500 nits lysstyrke
RAM: 8 / 12 GB RAM
Hukommelse: 128 / 256 GB
Batteri: 4.600 mAh med 120W oplader, 50W trådløst
Datahastighed: 4G + 5G
Kamera: 50 + 50 + 50 megapixel, blænde F/1.9, autofokus, OIS, 2 x optisk zoom
Frontkamera: 32 megapixel, blænde f/2.5
Video: 8K
Opkobling: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/6, Bluetooth 5.2 A2DP, USB-C
GPS: Ja, (A-GPS, Glonass, Galileo, BDS, QZSSm, NavIC)
FM-radio: Nej
NFC: Ja
Sar-værdi: 0,599 W/kg
Øvrigt: Accelerometer, fingeraftryksscanner, Gyro Sensor, kompas
Pris: Fr 7.999 kroner
Se også: Test af telefoner