Test af Xiaomi 13 Pro – topspækket topmodel

Xiaomi 13 Pro er med markedets nyeste, bedste, hurtigste og mest avancerede indmad en vaskeægte topmodel. Læs vores test af Xiaomi 13 Pro.

Test af Xiaomi 13 Pro – topspækket topmodel

Xiaomi er nu også klar med deres nye ultimative flagskibsmobiltelefon, der skal konkurrere mod Samsungs, OnePlus’, Googles og ikke mindst Apples. Er Xiaomi 13 Pro det bedste valg? Velkommen til vores test af Xiaomi 13 Pro, der er testet godt og grundigt i ti bedømmelseskriterier.

Se også: De bedste telefoner fra Xiaomi

Xiaomi 13 Pro – bedømmelse

  • Design & Materiale: 9/10
  • Brugervenlighed: 9/10
  • Batterilevetid: 9/10
  • Skærm: 10/10
  • Kamera: 10/10
  • Hastighed i brugerflade: 10/10
  • Datahastighed: 10/10
  • Spiloplevelse: 10/10
  • Antennekvalitet: 4/10
  • Samtalekvalitet: 7/10

Samlet karakter til Xiaomi 13 Pro: 88/100

Se laveste pris på Xiaomi 13 Pro

Design og materialer

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Xiaomi 13 Pro er en velbygget og holdbar telefon i kvalitetsmaterialer. Det mærker man tydeligt, når man holder den i hånden. Men det svært ikke at få flashback til en række populære smartphones, der blev lanceret før 2020 – der er ikke sket meget siden da, hvis man blot kigger på designet.

Hvor nogle producenter (Samsung og Google) har udviklet designet siden da, holder Xiaomi fast i en meget buet skærm, ikke-ergonomiske og ubehagelige spidse sider og et spejlblank bagside, der elsker fingeraftryk. Det er dog noget der let kan løses, ved at smide et cover på.

På bagsiden ser man et nyt design, hvor Xiaomi flasher samarbejdet med Leica. Det nye kameramodul fylder mere end nogensinde før og gør telefonen meget genkendelig. Kameramodulet sidder i siden, men er designet således, at telefonen ikke vipper ikke når den anvendes på en plan overflade.

Xiaomi 13 Pro er en af de større telefoner på markedet, men stadig med en håndterbar størrelser. Den vejer 210 gram er måler 162,9 x 74,6 x 8,4 millimeter. Den er beskyttet af Gorilla Glass Victus foran, har en bagside i et materiale Xiaomi har døbt 3D Bio-ceramic og har beskyttelse mod støv og vand (IP68-certificering).

Se også: Telefoner med godt og holdbart design

Brugervenlighed

En skærm på 6,7 tommer må stadig betegnes som stor, men på trods af det, er Xiaomi 13 Pro en ret let at anvende med én hånd. Det skyldes dens meget aflange design og den føromtalte buede skærm. Den buede skærm har altså også en fordel. Det kan dog være svært at nå toppen af skærmen, så vi anbefaler, at man placere apps og genveje i bunden af skærmen.

Knapperne på Xiaomi 13 Pro sidder godt placeret, hvor det er let at nå både powerknap og lydstyrke, der samtidig giver en skøn klikfornemmelse. I skærmen er indbygget en optisk fingeraftrykscanner, der virker både hurtig og pålidelig. Man kan alternativt anvende ansigtsoplåsning, men denne metode er ikke lige så sikker på Xiaomi 13 Pro.

Softwaren i Xiaomi 13 Pro er deres egen MIUI, denne gang i version 14 (Xiaomi 14 Pro vi har til test er på version 14.0.11). Denne software er baseret på nyeste software fra Google, nemlig Android 13. Har du brugt en Xiaomi før, er det meget genkendeligt og svært at se hvad der er nyt. Har du ikke, er det noget du skal vænne dig til, da det er en del anderledes end andre Android-telefoner. Dog er MIUI 14 ret simpelt opbygget og man lærer hurtigt at bruge det. Der er samtidig mange indstillinger og tilpasningsmuligheder, så telefonen kan tilpasses til dine behov.

Xiaomi opdaterer deres flagskibstelefoner i tre år med OS-opdateringer og fem år med sikkerhedsopdateringer.

Se også: Meget brugervenlig mobiltelefoner

Batteritiden

På trods af masser af kraftoverskud, en stor lysstærk skærm og masser af smarte funktioner, har Xiaomi 13 Pro en rigtig fornuftig batteritid.

Xiaomi 13 Pro har et batteri på 4.820 mAh, hvilket er en anelse under konkurrenters, der alle ligger på 5.000 mAh. Frygt dog ikke, for med det nye Snapdragon-chipset, er Xiaomi 13 Pro meget strømeffektiv. Ved normalt brug holder den gerne to dage på en opladning. Man har ro i sindet, når man tager Xiaomi 13 Pro med i lommen på en lang og travl dag.

Og kommer man dertil, hvor man har brug for at få strøm på mobilen imponerer 13 Pro. Den har nemlig en vanvittig hurtig 120 Watt lynopladning, der giver oplader den fra 0-100 procent på kun 19 minutter. Der er også hurtig trådløs opladning ombord på 50 Watt, men denne kræver en specifik oplader. Man kan dog oplade trådløst på alle Qi-opladere.

Se også: Telefoner med lang batteritid

Skærm

Det er en meget imponerende skærm, der sidder i Xiaomi 13 Pro, der uden problemer kan hamle op med konkurrenternes. Det er en 6,7 tommer skærm af OLED-typen med 1 milliard farver, Dolby Vision, HDR10+ og en opløsning på 3.200 x 1.440 pixel. Det er et såkaldt LTPO-panel, der er nyeste nye inden for smartphones.

LTPO-panelet gør det muligt for telefonen at justere opdateringshastigheden i skærmen til indholdet der vises. Ideen er, at der her kan sparres dyrebart batteri, da skærmene er typisk er storforbruger af strøm. Det er med op til 1.900 nits en utrolig lysstærk skærm.

Der er gode indstillinger for skærmen, hvor man kan tilpasse farver, skærmopløsning, opdateringshastighed og andre forbedringer ved hjælp af AI.

Se også: Telefoner med bedste display

Kamera

Det er ofte kameraet der er det primære fokus i flagskibstelefonerne, og det er ikke anderledes med Xiaomis 13 Pro. Kameraet i Xiaomi 13 Pro er udviklet i samarbejde med den anerkendte kameraproducent Leica, der tidligere har arbejdet med andre smartphoneproducenter. Ombord er indstillinger som Leica har leveret.

Har Xiaomi 13 Pro det bedste kamera i en smartphone? Læs videre og få svaret.

Først og fremmest skal vi tage et kig på kamerahardwaren i 13 Pro. Nedenfor et overblik:

  • Hovedkamera: 50,3 megapixel, f/1,9, 1.6µm, Dual Pixel PDAF, Laser autofokus, OIS
  • Telefotokamera: 50 megapixel, f/2, 3,2 x optisk zoom, 70x digital zoom
  • Ultravidvinkelkamera: 50 megapixel, f/2,2, 115 grader og autofokus

Hovedkameraet består af Sonys high-end IMX 989-sensor, der er noget af det bedste på markedet lige nu.

Og hvordan er kameraet i Xiaomi 13 Pro så? Generelt er det et rigtig godt kamera med mange gode funktioner, der gemmer sig i denne telefon.

Fotos taget med hovedkameraet er virkelig gode. Jeg er ret vild med, at man fra starten kan vælge mellem Leica Authentic og Leica Vibrant, hvor førstnævnte giver meget naturlige farver og den anden skruer op og giver mere delevenlige fotos. Jeg er helt klart mest til Leica Authentic, der leverer meget naturtro farver.

Hovedkameraet producerer billeder, der er på niveau med de bedste kameratelefoner på markedet, og imponerer både i dagslys og om natten. Portrætfotos er også fine, hvor baggrundssløringen ser naturlig ud.

Fotos taget med ultravidvinkel er også udmærkede, men det er ikke her Xiaomi 13 Pro har sin største styrke. Det dedikerede telefotokamera med 3,2 x zoom gør det også rigtig godt. Zoom derover gør den også godt, men bliver dog her slået af både Samsung Galaxy S23 Ultra og Google Pixel 7 Pro.

Video kan Xiaomi 13 Pro også optage. Det gør den i op til 4K ved 60 fps eller 8K ved 24 fps. Videokvaliteten er god, men dog alligevel ikke helt på højde med iPhone 14 Pro og Samsung Galaxy S23 Ultra.

Der er ingen tvivl om, at dette er Xiaomis bedste kamera til dato. Jeg vil placere den i en top 5 over de bedste kameratelefoner i verden lige nu.

Fotos taget med Xiaomi 13 Pro

Se også: De allerbedste kameratelefoner

Hastighed i brugerflade

Der er fart på Xiaomi 13 Pro, der er en af de hurtigste smartphones på markedet lige nu. Ydeevnen kommer fra den nye Snapdragon 8 Gen 2 fra Qualcomm, der er et imponerende hurtigt chipset og samtidig meget strømeffektivt.

Udover det hurtige chipset har Xiaomi 13 Pro hele 12 GB af den hurtige LPDDR5X RAM samt 256 GB UFS 4.0 lagerplads.

Det betyder, at Xiaomi 13 Pro har alle de kræfter du kunne have behov for. Den klarer både alle dagligdagsopgaver samt grafikintense spil meget overbevisende uden den mindste hakken.

MIUI-brugerfladen er flot optimeret og skærmen er med sine 120 Hz hurtig. Alt i alt betyder det, at man ræser gennem softwaren i Xiaomi 13 Pro. Men det er vel også hvad man kan forvente af et flagskib i 2023.

Se også: Telefoner med hurtig brugerflade

Datahastighed

Som man kan forvente af en smartphone som denne i 2023 kommer den med 5G-modem. I vores test har vi opnået hastigheder på 5G over 1.000 Mbps med Xiaomi 13 Pro. Her er selvfølgelig også 4G. Den er også fremtidssikret med den nyeste Wi-Fi-standard, Wi-Fi 7.

Andre trådløse forbindelser er der også styr på i Xiaomi 13 Pro. Blandt andet kommer den med Bluetooth 5.3 og understøtter Snapdragon Sound, og herunder aptX HD og Adaptive. Så der er lagt an til en rigtig god lydoplevelse via trådløse hovedtelefoner.

Se også: Mobiltelefoner, der er hurtige på internettet

Gaming

Også når det kommer til gaming, er Xiaomi 13 Pro en fornøjelse at bruge. Den flotte, store og hurtige skærm er perfekt til spil. Med både hurtig ydeevne, rigeligt med RAM og lagerplads, stort batteri og hurtig opladning samt stereohøjtalere er Xiaomi 13 Pro god til spil. Den er udstyret med væskekøling, der holder indmaden så kold som muligt under pres, som fx en længere omgang gaming.

Skulle den have været perfekt til gaming, skulle her have været specifikke indstillinger og funktioner til gaming samt en endnu større skærm.

Se også: Bedste telefoner til spil

Antennekvalitet

I skrivende stund oplyser Xiaomi ikke noget om SAR-værdien og vi formoder derfor, at den ligger mellem 0,9 og 1,0 W/kg, som har været standard for de seneste telefoner fra dem.

Det er en værdi, der signalerer en antennekvalitet lig med seneste topmodeller fra Apple og Samsung.

Formentlig vil du ingen problemer opleve med at finde og holde mobilsignalet (det har vi ikke haft), men da kvaliteten ligger i den lavere ende, betyder det, at telefonen skal bruge mere krudt på at holde mobilsignalet sammenlignet med telefoner med lavere sar-værdi.

Se også: Mobiltelefoner med bedst antennekvalitet og mobildækning

Samtalekvalitet

Når det kommer til lyden under samtaler gør Xiaomi det rigtig fint. Både når man bruger ørestykket og højtalere. Bruger man et headset er der fine indstillinger i telefonen, hvor man kan justere og tilpasse med en equalizer.

Se også: Mobiltelefoner, der er bedst til opkald

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

Xiaomi 13 Pro er en vellykket smartphone, der meget gerne vil og kan lege med andre topmodeller på markedet. Den er hurtig, har lang batteritid, ekstrem hurtig opladning, en fremragende skærm, er holdbar og en – godt nok anderledes – simpe og brugervenlig software.

Kameraet i Xiaomi 13 Pro er et af de bedste på markedet, der har imponeret os med dens naturlige skarpe fotos. Xiaomi 13 Pro har et af de bedste kameraer på markedet, der samtidig er let at tage gode billeder med.

Der er ikke taget nogle hurtige genveje og der er umiddelbart ingen kompromisser af se på 13 Pro, der scorer meget højt i de fleste af vores parametre. Xiaomi 13 Pro er en vaskeægte topmodel, der nok skal imponere dig.

Desværre viser prisen også, at Xiaomi 13 Pro er en flagskibsmobil. Xiaomi 13 Pro koster vejledende 9.999 kroner, og den er derfor direkte konkurrent til Samsung Galaxy S23 Ultra og iPhone 14 Pro. Den er på nogle områder bedre end disse to og på andre ikke helt på højde med dem. Hvilken skal du vælge? Det må være op til dig at vælge den, der passer bedst til netop dit behov.

Typisk falder prisen på disse nye topmodeller hurtigt de første 3-4 måneder efter lanceringen. Så vil du spare nogle penge, kan det være smart at være lidt tålmodig.

Du kan også læse vores test af Xiaomi 13, der er lidt billigere og en mindre mobil.

Specifikationer på Xiaomi 13 Pro

  • Skærm: 6,7 tommer, LTPO AMOLED, 120 Hz refreshrate (1-120 hz), Dolby Vision, HDR10+
  • Kamera: 50 + 50 + 50 megapixel med 3,2 gange optisk zoom og 70 gange digital zoom. Frontkamera på 32 megapixel.
  • Batteri og opladning: 4.820 mAh, 120 W oplader (fra 0-100 procent på 19 minutter).
  • RAM og lagerplads: 12 GB RAM og 256 GB.
  • Processor: Snapdragon 8 Gen 2.
  • Android-version og opdateringer: Android 13, får tre store Android-opdateringer + sikkerhedsopdateringer i fem år.
  • Netværk og opkobling: 5G, 4G, WiFi 6e, Bluetooth 5.3
  • Vejledende pris og lancering: Fra 9.999 kroner.